Site icon

Tusinder deltog i begravelse efter 21 omkom i Gazabrand

En stor brand i en beboelsesejendom i Jabalia-flygtningelejren i Gaza torsdag kostede mindst syv børn livet.

Foto: AA

Tusindvis af palæstinensere deltog fredag i en stor fælles begravelse af 21 mennesker, som torsdag omkom i en brand i en boligblok i en flygtningelejr i Gazastriben.

– Mindst syv børn var blandt de døde ved branden i en beboelsesejendom i Jabalia-flygtningelejren i den nordlige del af Gazastriben, sagde lederen af lejrens hospital, Saleh Abu Lai.

De omkomne var indhyllet i palæstinensiske flag og båret frem til kirkegården Beit Lahiya. Her var en stor folkemængde samlet.

Årsagen til branden er endnu ikke klarlagt. Det er dog kommet frem, at der var et stort lager af brændstof i bygningen.

– Vi ved ikke, hvad der præcist skete, siger Mahmoud Abu Raya, en pårørende til ofrene. Han siger, at en stor familie var samlet til fest i ejendommen.

– Vi har ikke midlerne til at slukke en større brand. Navnlig ikke når det gælder høje bygninger på snævre pladser, siger en talsmand for de lokale myndigheder.

15 personer, der blev kvæstet under branden, er indlagt i Gaza.

Foto: AA

Israel, som har håndhævet en massiv blokade af Gazastriben siden 2007, har indikeret, at landet vil tillade, at de sårede kan komme gennem Erez-kontrolposten, så de kan blive behandlet andre steder.

Jabalia er en flygtningelejr, men som mange andre palæstinensiske flygtningelejre omfatter den i dag store bygninger og infrastruktur, så den på mange måder fremstår som et byområde.

Jabalia er en af otte flygtningelejre i Gazastriben, som er hjem for 2,3 millioner mennesker og et af de tættest befolkede områder i verden.

En krig mellem det militante islamistiske Hamas og Israel kostede sidste år 260 mennesker livet i Gaza og 13 i Israel.

/ritzau/AFP

Exit mobile version