Site icon

Sverige træder officielt ind i Nato ved ceremoni i Washington

Ved møde mellem Sveriges statsminister og USA’s udenrigsminister er Sverige endelig trådt ind i Nato.

Sverige er torsdag officielt trådt ind i Nato som forsvarsalliancens 32. medlem ved en ceremoni i Washington D.C.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ved ceremonien deltog Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, og USA’s udenrigsminister, Antony Blinken.

Kristersson har – som reglerne foreskriver – overleveret Sveriges tiltrædelsesdokument til USA. Dokumentet blev tidligere på dagen underskrevet af den svenske statsminister.

– Dette er et historisk øjeblik for Sverige, for vores alliance og for det transatlantiske forhold, sagde Antony Blinken efter overdragelsen af dokumentet ifølge Reuters.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, påpeger i en udtalelse på Natos hjemmeside, at Sverige fremover vil være beskyttet af Nato-landenes musketéred, som fremgår af artikel fem i Nato-traktaten.

Den indebærer, at et angreb på ét Nato-land skal betragtes som et angreb på hele alliancen, og at medlemslandene vil forsvare hinanden i tilfælde af udefrakommende angreb som led i et kollektivt forsvar.

– Sverige nyder nu den beskyttelse, der er garanteret under artikel fem, den ultimative garant for de Nato-allieredes frihed og sikkerhed.

– Med sig bringer Sverige kompetente væbnede styrker og en førsteklasses forsvarsindustri.

– Sveriges tiltrædelse gør Nato stærkere, Sverige tryggere og hele alliancen mere sikker, siger Stoltenberg i udtalelsen.

Sveriges optagelsesproces har strakt sig over næsten to år. Landet søgte om optagelse i Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Det har krævet alle medlemslandes godkendelse, før Sverige kunne blive optaget. Både Ungarn og Tyrkiet har tøvet med at give grønt lys til Sveriges indlemmelse i alliancen.

Begge lande har dog siden nytår sænket paraderne, og Ungarn kunne tirsdag som det sidste land give sin endelige godkendelse.

Efter at Sveriges optagelsesdokumenter var underskrevet af Ungarns præsident, blev dokumenterne sendt til Washington D.C.

/ritzau/

Exit mobile version