Site icon

Virksomheders beredskab skal hjælpe danskerne i krisetider

Virksomhedsberedskabet, der bakkes op af store organisationer, bliver lanceret mandag på et pressemøde.
Falck står bag Virksomhedsberedskabet, der skal hjælpe danskere i krisesituationer. (Arkivfoto). -Foto: Haber.dk

Falck lancerer mandag Virksomhedsberedskabet, der skal styrke det danske kriseberedskab. Det skal ske ved at mobilisere de ressourcer, der findes i over 200.000 danske virksomheder.

– Danske virksomheder er en gigantisk muskel med to millioner ansatte og enorme ressourcer, men den store muskel fungerer kun, hvis vi er organiserede og koordinerede, så vi kender vores rolle i en krisesituation, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck, i en pressemeddelelse.

Lanceringen af Virksomhedsberedskabet sker mandag klokken 13.30 på et plejehjem i Aarhus-forstaden Viby J.

Beredskabsstyrelsen anbefalede i juni, at danskerne skal være klar til en nødsituation, hvor de skal kunne klare sig i tre døgn.

Falck fortalte allerede i sommer om idéen om at lave et virksomhedsberedskab, og for cirka en måned siden blev Salling Group det første medlem af beredskabet.

Falck har fra begyndelsen arbejdet sammen med Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv, for at det nye initiativ bliver forankret bredt i erhvervslivet.

– Private virksomheder har ekspertise inden for alt fra forsyning, transport og logistik, cybersikkerhed og produktion af fødevarer, energi og medicin.

– Det er helt oplagt, at den store muskelkraft tænkes ind, når vi skal ruste os mod kriser, om det så er klimahændelser eller deciderede sikkerhedstrusler, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen fra DI, i pressemeddelelsen.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, tilføjer:

– Vi opfordrer til, at så mange som muligt har lyst til at være med til at passe på Danmark.

Virksomhedsberedskabet skal afdække, hvilke ressourcer de enkelte medlemsvirksomheder besidder, og beredskabet skal så være klar til at arbejde, ud fra hvilken krisesituation der måtte opstå.

Beredskabet skal i første omgang kunne sættes ind og hjælpe på steder som plejehjem, hospices og bosteder, hvor der er flere mennesker samlet, der kan have svært ved at have forberedt sig på at være selvforsynende i tre dage.

Virksomhedsberedskabet skal ses som et supplement til det offentlige beredskab.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) siger i en skriftlig kommentar:

– Inddragelse af erhvervslivet og civilsamfundet er også et af de emner, som jeg forestiller mig, kan indgå i en kommende ny beredskabsaftale.

/ritzau/

Exit mobile version