Ny undersøgelse afslører markante forskelle i skandinavernes viden og holdninger til rettigheder
huseyin@danturk.com
En ny fællesnordisk undersøgelse viser, at danskernes kendskab til menneskerettigheder er markant lavere end deres nordiske naboers. Mens 82 procent af skandinaverne anerkender vigtigheden af menneskerettigheder, kan over halvdelen af danskerne ikke nævne et konkret eksempel på en rettighed – et niveau væsentligt højere end i Norge og Sverige.
Det skriver Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen, som er udført af de statslige menneskerettighedsinstitutioner i Danmark, Norge og Sverige, bygger på svar fra 7.500 borgere og afslører store forskelle i skandinavernes forståelse og prioritering af rettigheder.
I Danmark kunne 53 procent af respondenterne ikke nævne en menneskerettighed, sammenlignet med 42 procent i Norge og 35 procent i Sverige.
Ifølge Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder og formand for European Network of National Human Rights Institutions (ENNHRI), skyldes danskernes manglende viden, at de ofte tager grundlæggende rettigheder som ytringsfrihed og retssikkerhed for givet.
– De fleste danskere sætter stor pris på rettigheder som ytringsfrihed og adgang til sundhed, men mange er ikke klar over, at disse rettigheder er beskyttet af menneskerettighederne,” forklarer hun.
Mangel på viden udfordrer rettighedsbeskyttelse
Louise Holck understreger, at kendskab til menneskerettigheder er afgørende for borgernes evne til at beskytte sig selv mod rettighedsbrud.
– Hvis du ikke ved, hvad dine rettigheder er, ved du heller ikke, hvornår de bliver overtrådt. Det gør det sværere at reagere på diskrimination og uretfærdighed – både i hverdagen og i større politiske sammenhænge, siger hun.
Undersøgelsen afslører også, at de mest bevidste borgere om deres rettigheder generelt er dem, der bakker mest op om menneskerettighederne og udtrykker størst bekymring for deres fremtid.
Miljø og social tryghed blandt de mest truede rettigheder
På tværs af de tre lande vurderes retten til et sundt miljø og social tryghed som nogle af de mest truede rettigheder. Denne bekymring afspejler tidens udfordringer med klimaændringer, krig og politisk ustabilitet,
– Menneskerettighederne er nøglen til at tackle de store udfordringer, vi står overfor – fra krig i Europa til global opvarmning. Det kræver en stærk indsats fra både nationale regeringer og internationale organisationer, vurderer Louise Holck.
Svenskere mest bekymrede, danskere mest tilfredse
Mens svenskerne udtrykker den største bekymring for rettighedssituationen og ønsker, at regeringen gør mere for at beskytte menneskerettighederne, mener halvdelen af danskerne, at regeringen allerede gør alt, hvad der med rimelighed kan forventes.
Undersøgelsen, gennemført i august 2024, understreger behovet for øget oplysning i Danmark for at styrke forståelsen og beskyttelsen af menneskerettigheder i en tid med stigende globale udfordringer.