Site icon

Løkke besøger Saudi-Arabien for handel og diplomati

Danmark vil udbygge samarbejdet med en voksende regional magtfaktor
Lars Løkke Rasmussen (M) er den første danske udenrigsminister, der besøger Saudi-Arabien siden 2016. – Foto: AA

Af Danturk.com

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser lørdag til Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh for at drøfte geopolitik og handelsmuligheder. Det er første danske udenrigsministerbesøg i landet siden 2016.

Under besøget mødes han med Saudi-Arabiens udenrigsminister, handelsminister og en række danske virksomheder. Desuden underskriver han en samarbejdsaftale om logistik med den saudiske minister for transport og logistik – et område med stort økonomisk potentiale.

Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

“Saudi-Arabien er en voksende magtfaktor, både regionalt og globalt. Vi har en indlysende interesse i at udbygge vores partnerskab og forstå de saudiske perspektiver,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Saudi-Arabien er et af Danmarks største eksportmarkeder i Mellemøsten med en samlet eksport på 11,2 mia. DKK i 2023. Landets ambitiøse udviklingsplan, Vision 2030, har skabt øget efterspørgsel efter danske løsninger inden for vedvarende energi, vandteknologi og energieffektivisering.

“Mit besøg skal åbne døre for danske virksomheder. Saudi-Arabiens grønne omstilling giver store muligheder for danske løsninger, hvilket både kan gavne klimaet og skabe flere danske arbejdspladser,” siger udenrigsministeren.

Saudi-Arabien sigter mod, at 50 procent af landets energi i 2030 skal komme fra bæredygtige kilder som vind- og solenergi, CO₂-fangst og rent hydrogen. Danmark ønsker at spille en aktiv rolle i denne omstilling.

Exit mobile version