Roma har lejet Victor Nelsson af Galatasaray og har desuden fået en købsoption på landsholdsspilleren.
Landsholdsforsvareren Victor Nelsson lejes ud fra Galatasaray til Roma i resten af denne sæson og har desuden en købsoption.
Det oplyser den italienske klub på sin hjemmeside.
Romerne byder Nelsson velkommen som den femte dansker igennem tiden.
Helge Broneé, Klaus Berggreen, Simon Kjær og Rasmus Nissen Kristensen har også spillet for den italienske hovedstadsklub.
Nelsson skiftede fra FC København til Galatasaray i sommeren 2021 og har generelt fået meget spilletid i sine første tre sæsoner.
Forsvareren har imidlertid været meget ud og ind af holdet og mest udenfor på det seneste, hvorfor han nu søger videre.
Han kommer til et Roma-hold, der har det svært i denne sæson. Romerne ligger blot nummer ni i Serie A med langt op til de sjove placeringer.
Her får Nelsson en meget rutineret træner i skikkelse af den 73-årige Claudio Ranieri, der har været vidt omkring på 40 år som træner.
Nelsson har spillet 16 A-landskampe siden debuten i 2020 mod Sverige.
Han skulle have været med til EM-slutrunden i sommer, men blev sorteret fra i sidste øjeblik på grund af en skade.
Derimod var han med til VM i 2022, hvor han fik en enkelt optræden.
/ritzau/