Føler du ligesom mig, at du ikke længere ved, hvilken tidsalder du lever i?
Vidste folk fra mellemkrigstiden, at de levede i en mellemkrigsperiod, eller troede de, at de levede i en efterkrigsperiode, indtil Hitler invaderede Polen?
Og hvad oplever vi i disse dage? En førkrigstid, der er ved at være slut? Eller er det bare en tid siden, de sidste dage før de store omvæltninger, eller begyndelsen på en ny tid?
I orkestergraven hører du musikere spille på deres instrumenter, og du spørger dig selv, hvad der vil blive spillet på historiens store scene, og du tænker på ordet orkestergrav, især den sidste del af ordet, fordi krigsalarmen går. Over Europa. (i operaer befinder instrumenterne sig typisk i en orkestergrav (under gulvhøjde), så man kan se scenen frit red.)
I disse dage læser jeg Svendborg-digtene skrevet af Bertolt Brecht i eksil i Danmark, mens han flygtede fra de tyske nazister i 1930’erne. Også han levede i en tid med stor usikkerhed, som kun eftertiden skulle nævne. “Hvad der sker, når en snak om træer er næsten en forbrydelse / fordi det involverer at skjule så meget ondskab!” I sit digt “Til børnebørnene” spørger han. Det ville virke en forbrydelse, hvis vi forbliver tavse om træer i dag, for så forbliver vi tavse om naturens ondskaber, hvor træer bliver fældet i en accelererende hastighed og de stigende temperaturer i planeten kvæler os. Til alt, hvad vi skaber.
Brecht nægter at finde nogen trøst i naturen. Selv når han vil falde ind i den stilhed, der faldt over Danmark på det tidspunkt, kan han stadig høre skrigene komme fra koncentrationslejrene. Han har ingen idé om varigheden af sin eksiltid. Alt er foreløbigt for ham. Håbet om at vende hjem forbyder ham at slå rod i et nyt liv. Han slår ikke søm i væggen, selvom han har brug for en krog at hænge frakken på. Kun hans egne dristige skrifter stod tilbage.
I sidste linje af digtet i Refleksioner over eksiltiden følger et lille kastanjetræ et dunkelt symbol i et hjørne af gården. Har han mistet troen på styrken af sin egen protest og tilbagevenden til sit drømmehjem? Eller opdagede han måske et større, længere tidsperspektiv på en fremtidig sag end sit eget, som en bedstefar, der plantede et træ, hvis skygge han vidste aldrig kunne sidde i?
I sit digt til sine børnebørn beder Brecht om aflad, fordi han ikke selv kunne være venlig, som ville have skabt grobund for venlighed i tider med brutal konflikt. I efterkrigstiden har vi længe troet på, at venlighed, som giver folk mulighed for at være hjælpsomme over for hinanden, og som Brecht længtes efter, men aldrig oplevede, endelig sejrede i velfærdsstaten. Nu føler vi, at tiden er forbi. Er vi nu igen tvunget til fjendtlighed: krig i Europa?
På kort tid har vi oplevet to store forandringer i vores liv de seneste år. Først var det en pandemi, der tvang os til dramatisk at ændre vores dagligdag, og vi vidste, at vi kan overleve. Vi åbner nu vores døre for flygtninge, som Europa svor, at vi ikke ville have indtil for nylig. Ja, de er lyshårede ukrainere som os. De er dog fremmede. Det kan vi også acceptere, og måske er de forløbere for større åbenhed. Er vores olie og gas ved at løbe tør? Vi bliver varmere med lavere temperatur i vores stuer, vi køber mindre mad i vores supermarkeder. Og er vi klar til krig? Men kæmpe for hvem? I disse dage og år får vi beskeder med store spørgsmål.
Bertolt Brecht skrev til sine børnebørn, og måske gjaldt hans tanker dem, da han vandede det lille kastanjetræ i gården. Vi skal tænke på os selv som gode bedsteforældre og forfædre for fremtidige generationer og smide krigsmagerne væk. Vi er bedsteforældrene, der planter egetræer for at skabe fremtidens forfriskende skygge midt i en overophedet verden.
Apacherne har et ordsprog: “Vi arver ikke landet fra vores forfædre. Vi låner af vores børn”. Vi bør vise venlighed og omsorg over for hinanden og over for den natur, vi drømmer om.
