Massemorder kalder sig politisk soldat og vil sættes fri

Anders Breivik vil bruge ny psykologisk undersøgelse til at blive prøveløsladt. Sker det, forlader han Norge.
Foto: AA

Den fængslede massemorder Anders Breivik får i denne uge behandlet en anmodning om prøveløsladelse.

Den 45-årige nordmand svarede tirsdag formiddag på spørgsmål, da han ankom til retslokalet.

– Jeg er ikke en person. Jeg har ikke været en person i 13 år. Jeg er en kollektivist. Og jeg er en politisk soldat, som fortsætter med at tjene mine fraktioner, sagde Breivik ifølge NTB ved ankomsten.

Hvis ønsket om prøveløsladelse bliver opfyldt, vil Breivik forlade Norge, oplyste han.

Massemorderen ankom i et sort jakkesæt og havde fået barberet et Z på siden af hovedet.

Da Breivik af dommeren blev bedt om at sige sit navn, opgav han ifølge NRK et nyt navn.

– Men du kan også kalde mig far, sagde Breivik ifølge NRK til dommeren.

Der er afsat tre dage til at behandle ønsket om prøveløsladelse. Sagen foregår i gymnastiksalen i højrisikofængslet Ringerike Fængsel, hvor Breivik afsoner sin straf.

I 2012 blev Anders Breivik idømt 21 års forvaring som konsekvens af terrormassakren på Utøya og bombesprængningen i regeringskvarteret i Oslo året forinden.

Anders Breivik har tidligere forsøgt at blive prøveløsladt. I januar 2022 blev ønsket afvist efter tre dages behandling. Breivik kan i teorien søge om prøveløsladelse hvert år.

For første gang siden 2012 har psykiatrisk sagkyndige undersøgt Anders Breivik. Der er udarbejdet en rapport, der er central, når retten i skal tage stilling til ønsket om prøveløsladelse.

Psykolograpport gransker Breivik og finder ham farlig

Forfattere bag retspsykiatrisk rapport taler på andendagen af behandling om Anders Breiviks prøveløsladelse.

LÆS:  Danmark øger sin humanitære støtte til civilbefolkningen i Gaza

Den norske massemorder Anders Breivik udgør fortsat en fare, men han lider ikke af skizofreni eller andre psykotiske tilstande.

Det konkluderer forfatterne bag en retspsykiatrisk rapport, skriver NRK.

Rapportens to forfattere, psykiater Pia Jorde Løvgren og psykologspecialist Kåre Nonstad, sidder onsdag i vidneskranken i forbindelse med Breiviks anmodning om prøveløsladelse.

– Vi finder ingen tegn på skizofreni eller andre psykotiske tilstande, siger Kåre Nonstad.

De mange samtaler med Breivik, der i 2011 stod bag massakren på Utøya, viser i stedet, at massemorderen er narcissistisk og har en dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Kåre Nonstad fortæller, at Anders Breivik følger en ekstrem højreorienteret ideologi, som blandt andet retfærdiggør brug af vold.

Det er vanskelig at se for sig, at risikoen omkring Breivik dæmpes i særlig grad i fremtiden, siger de to forfattere ifølge NRK.

Psykiater Pia Jorde Løvgren fortæller, at Breivik under afsoningen deltager i et afradikaliseringsprogram, men de to forfattere oplever ingen ændring ved ham.

– Han overidentificerer sig med sagen. Han taler ikke om individet Anders, men om kollektivisten Anders. Det højreekstreme er blevet hans identitet, siger Pia Jorde Løvgren.

Breiviks forsvarer Øystein Storrvik fortæller til NTB, at han anser rapporten som vigtig.

Anklagemyndigheden har dog ikke ændret opfattelse af den dømte massemorder.

– Den nye erklæring får ikke anklagemyndigheden til at se anderledes på spørgsmålet om prøveløsladelse.

– Der er ingen ændring hos Breivik, som bevirker, at vi ser anderledes på faren for en gentagelse, siger statsadvokat Hulda Olsen Karlsdottir ifølge NTB.

/ritzau/NTB

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

LÆS:  København står overfor alvorlige sociale udfordringer

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *