WP_Post Object
(
[ID] => 6948
[post_author] => 1
[post_date] => 2024-12-10 00:43:36
[post_date_gmt] => 2024-12-09 23:43:36
[post_content] => [responsivevoice_button buttontext="FÅ HISTORIEN LÆST OP HER" voice="Danish Female"]
Fragmenterede magtstrukturer og stormagtsrivalisering truer Mellemøstens stabilitet
[caption id="attachment_6949" align="aligncenter" width="740"]
Foto: AA[/caption]
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
Syrien, som har været præget af konflikt siden 2011, befinder sig nu midt i en usikker fremtid, hvor mange faktorer spiller ind. Efter en potentiel fald af Assad-regimet står landet overfor en fragmenteret magtstruktur.
Lokale oprørsgrupper og terrororganisationer kæmper om kontrol, og samtidig er der en stigende geopolitisk konkurrence fra verdensmagter, hvilket forstærker usikkerheden over Syrien og Mellemøsten generelt.
Grænseinteresser og sikkerhedspolitik
Tyrkiet har haft en betydelig indflydelse i den syriske konflikt, især i de nordlige dele af landet. For at beskytte sine grænser og nationale sikkerhed har Tyrkiet givet støtte til Syriens Nationale Hær (SMO), da de ser visse kurdiske grupper som trusler.
Selvom USA har støttet YPG-modstandsgrupperne i kampen mod Islamisk Stat, er Tyrkiets bekymringer omkring en kurdisk selvstyret region en vigtig faktor.
Tyrkiet ønsker at bevare et samlet Syrien, der kan være en stabil og demokratisk nabo, men spændingerne er fortsat høje, især i grænseområderne som Tal-Rifaat og Manbij, hvor Tyrkiet har etableret bufferzoner.
Lokale militsers fragmenterede kontrol
Efter Assad-regimets fald er Syrien blevet opdelt i områder, der hver især styres af forskellige militante grupper. Ingen enkelt aktør har magten til at styre landet som helhed, hvilket skaber et politisk vakuum.
Grupper som Hayat Tahrir al-Sham (HTS) har udnyttet situationen til at styrke deres kontrol i nordvest, men rivalisering mellem lokale kræfter gør det svært at finde frem til en samlet fredsløsning. Dette minder om situationen i Irak, hvor fraværet af central magt førte til ikke bare kaos, men også opdeling.
Opdeling af Mellemøsten
Opdelingen i Mellemøsten er ikke begrænset til Syrien. Ifølge en artikel fra 2011 i avisen Haaretz, er der i øjeblikket 200 FN-medlemslande, men dette tal forventes snart at stige til 300.
Det nye kort over islamisk geografi tegner et billede af en region præget af fragmentering og nye statslige enheder. Nogle af de planlagte opdelinger inkluderer:
Syrien: Landet forventes at blive opdelt i sunni-, alawit- og druseregioner.
Det østlige Libyen: Der er planer om en tilsvarende opdeling, som vil kunne påvirke den lokale stabilitet.
Vestsahara: Også her er der planer om opdelinger, men detaljerne er endnu uklare.
Sydsudan: Potentiale for yderligere sektionering i forbindelse med etniske og politiske skillelinjer.
Sydyemen: Der vil også ske en opdeling her, hvilket kan komplicere den allerede skrøbelige situation.
I 1982 blev dette emne behandlet i det israelske informationsmagasin "Kivunim". I en artikel med titlen "Strategi for Israel" beskrev Oded Yinon, en tidligere udenrigsminister, hvordan Mellemøsten skulle opdeles, og hvilke elementer der skulle anvendes i denne opdeling.
Specifikt foreslog Yinon, at Libanon skulle opdeles i fem sekteriske regioner, hvor katolske maronitter, muslimer, drusere og shiamuslimer skulle tildeles bestemte områder. De israelsk besatte områder ville udgøre en separat enhed under israelsk kontrol.
Tilsvarende planer for Irak blev også fremlagt i 80'erne, hvor landet skulle opdeles i tre dele: shiamuslimske stater i syd, sunnimuslimske i midten og kurdiske stater i nord. Desuden skulle Syrien oprettes som en alawit-stat i nord og en sunni-stat i Aleppo-regionen.
En anden sunni-stat forventedes at opstå i Damaskus, mens en drusisk stat ville blive etableret på grænsen til Israel. Alt i alt, ifølge Yinons vision, ville Syrien bestå af mindst fire dele.
Strategisk placering og global rivalisering
Syrien er ikke blot ramt af interne konflikter, men er også en vigtig brik i det globale geopolitiske skakbræt. Med sin strategiske placering mellem Østen og Vesten er landet centralt for handel og energiforsyning.
Kinas Bælte- og Vejinitiativ (OBOR), som blev introduceret i 2013, er en global infrastrukturudviklingsstrategi, der sigter mod at investere i næsten 70 lande og internationale organisationer.
Dette initiativ, også kendt som One Belt One Road, fokuserer på at opbygge transportinfrastruktur, handelsruter samt økonomiske forbindelser, som kan have stor betydning for Syriens fremtidige udvikling.
I kontrast til dette har USA, EU, Indien og en række andre lande underskrevet en aftale om at skabe en økonomisk korridor kendt som India-Middle East-Europe Economic Corridor (IMEC).
Dette initiativ sigter mod at etablere forbindelser mellem Indien og Europa gennem Mellemøsten og fungerer som et modstykke til Kinas OBOR, hvilket yderligere understreger Syriens strategiske betydning i den globale handel.
Politiske og geopolitiske spændinger
Syrien står overfor alvorlige udfordringer, hvor landets geopolitiske betydning spiller en stor rolle. Stormagterne konkurrerer om indflydelse, men den interne konflikt bidrager til en spirende ustabilitet. Ingen af de nuværende aktører ser ud til at kunne bringe stabilitet til landet, og derfor er behovet for en politisk løsning mere presserende end nogensinde.
Et land på randen af splittelse
Syrien er et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, når sekteriske konflikter, faldne autoritære regimer og internationale magtkampe finder sted. Uden en klar international indsats for at fremme stabilitet risikerer landet at blive en varig konfliktzone, med konsekvenser der kan række langt ud over dets egne grænser.
For at sikre en fredelig fremtid for Syrien kræves der bredt samarbejde og en beslutsom politisk indsats.
Nye statslige strukturer, der opstår i oplyste lande, som ikke har været i stand til at etablere eller har forstyrret deres nationale integritet, vil stå over for betydelige udfordringer, især i genopbygningsfasen. Desuden vil det på grund af internationale afhængigheder være uundgåeligt, at disse nationer bliver kolonistater, især økonomisk.
[post_title] => Syrien i opløsning – konfliktens globale og regionale dynamikker
[post_excerpt] => Fragmenterede magtstrukturer og stormagtsrivalisering truer Mellemøstens stabilitet
[post_status] => publish
[comment_status] => open
[ping_status] => open
[post_password] =>
[post_name] => syrien-i-oploesning-konfliktens-globale-og-regionale-dynamikker
[to_ping] =>
[pinged] =>
[post_modified] => 2024-12-10 09:57:17
[post_modified_gmt] => 2024-12-10 08:57:17
[post_content_filtered] =>
[post_parent] => 0
[guid] => https://danturk.com/?p=6948
[menu_order] => 0
[post_type] => post
[post_mime_type] =>
[comment_count] => 0
[filter] => raw
)
Fragmenterede magtstrukturer og stormagtsrivalisering truer Mellemøstens stabilitet
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
Syrien, som har været præget af konflikt siden 2011, befinder sig nu midt i en usikker fremtid, hvor mange faktorer spiller ind. Efter en potentiel fald af Assad-regimet står landet overfor en fragmenteret magtstruktur.
Lokale oprørsgrupper og terrororganisationer kæmper om kontrol, og samtidig er der en stigende geopolitisk konkurrence fra verdensmagter, hvilket forstærker usikkerheden over Syrien og Mellemøsten generelt.
Grænseinteresser og sikkerhedspolitik
Tyrkiet har haft en betydelig indflydelse i den syriske konflikt, især i de nordlige dele af landet. For at beskytte sine grænser og nationale sikkerhed har Tyrkiet givet støtte til Syriens Nationale Hær (SMO), da de ser visse kurdiske grupper som trusler.
Selvom USA har støttet YPG-modstandsgrupperne i kampen mod Islamisk Stat, er Tyrkiets bekymringer omkring en kurdisk selvstyret region en vigtig faktor.
Tyrkiet ønsker at bevare et samlet Syrien, der kan være en stabil og demokratisk nabo, men spændingerne er fortsat høje, især i grænseområderne som Tal-Rifaat og Manbij, hvor Tyrkiet har etableret bufferzoner.
Lokale militsers fragmenterede kontrol
Efter Assad-regimets fald er Syrien blevet opdelt i områder, der hver især styres af forskellige militante grupper. Ingen enkelt aktør har magten til at styre landet som helhed, hvilket skaber et politisk vakuum.
Grupper som Hayat Tahrir al-Sham (HTS) har udnyttet situationen til at styrke deres kontrol i nordvest, men rivalisering mellem lokale kræfter gør det svært at finde frem til en samlet fredsløsning. Dette minder om situationen i Irak, hvor fraværet af central magt førte til ikke bare kaos, men også opdeling.
Opdeling af Mellemøsten
Opdelingen i Mellemøsten er ikke begrænset til Syrien. Ifølge en artikel fra 2011 i avisen Haaretz, er der i øjeblikket 200 FN-medlemslande, men dette tal forventes snart at stige til 300.
Det nye kort over islamisk geografi tegner et billede af en region præget af fragmentering og nye statslige enheder. Nogle af de planlagte opdelinger inkluderer:
Syrien: Landet forventes at blive opdelt i sunni-, alawit- og druseregioner.
Det østlige Libyen: Der er planer om en tilsvarende opdeling, som vil kunne påvirke den lokale stabilitet.
Vestsahara: Også her er der planer om opdelinger, men detaljerne er endnu uklare.
Sydsudan: Potentiale for yderligere sektionering i forbindelse med etniske og politiske skillelinjer.
Sydyemen: Der vil også ske en opdeling her, hvilket kan komplicere den allerede skrøbelige situation.
I 1982 blev dette emne behandlet i det israelske informationsmagasin “Kivunim”. I en artikel med titlen “Strategi for Israel” beskrev Oded Yinon, en tidligere udenrigsminister, hvordan Mellemøsten skulle opdeles, og hvilke elementer der skulle anvendes i denne opdeling.
Specifikt foreslog Yinon, at Libanon skulle opdeles i fem sekteriske regioner, hvor katolske maronitter, muslimer, drusere og shiamuslimer skulle tildeles bestemte områder. De israelsk besatte områder ville udgøre en separat enhed under israelsk kontrol.
Tilsvarende planer for Irak blev også fremlagt i 80’erne, hvor landet skulle opdeles i tre dele: shiamuslimske stater i syd, sunnimuslimske i midten og kurdiske stater i nord. Desuden skulle Syrien oprettes som en alawit-stat i nord og en sunni-stat i Aleppo-regionen.
En anden sunni-stat forventedes at opstå i Damaskus, mens en drusisk stat ville blive etableret på grænsen til Israel. Alt i alt, ifølge Yinons vision, ville Syrien bestå af mindst fire dele.
Strategisk placering og global rivalisering
Syrien er ikke blot ramt af interne konflikter, men er også en vigtig brik i det globale geopolitiske skakbræt. Med sin strategiske placering mellem Østen og Vesten er landet centralt for handel og energiforsyning.
Kinas Bælte- og Vejinitiativ (OBOR), som blev introduceret i 2013, er en global infrastrukturudviklingsstrategi, der sigter mod at investere i næsten 70 lande og internationale organisationer.
Dette initiativ, også kendt som One Belt One Road, fokuserer på at opbygge transportinfrastruktur, handelsruter samt økonomiske forbindelser, som kan have stor betydning for Syriens fremtidige udvikling.
I kontrast til dette har USA, EU, Indien og en række andre lande underskrevet en aftale om at skabe en økonomisk korridor kendt som India-Middle East-Europe Economic Corridor (IMEC).
Dette initiativ sigter mod at etablere forbindelser mellem Indien og Europa gennem Mellemøsten og fungerer som et modstykke til Kinas OBOR, hvilket yderligere understreger Syriens strategiske betydning i den globale handel.
Politiske og geopolitiske spændinger
Syrien står overfor alvorlige udfordringer, hvor landets geopolitiske betydning spiller en stor rolle. Stormagterne konkurrerer om indflydelse, men den interne konflikt bidrager til en spirende ustabilitet. Ingen af de nuværende aktører ser ud til at kunne bringe stabilitet til landet, og derfor er behovet for en politisk løsning mere presserende end nogensinde.
Et land på randen af splittelse
Syrien er et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, når sekteriske konflikter, faldne autoritære regimer og internationale magtkampe finder sted. Uden en klar international indsats for at fremme stabilitet risikerer landet at blive en varig konfliktzone, med konsekvenser der kan række langt ud over dets egne grænser.
For at sikre en fredelig fremtid for Syrien kræves der bredt samarbejde og en beslutsom politisk indsats.
