Peter Hummelgaards bog afslører tabuer og kalder til handling
Af Danturk.com
Vold mod børn er et emne, mange helst undgår. Men det er præcis derfor, det er nødvendigt at tage fat om det. Justitsminister Peter Hummelgaard bruger sin bog til at sætte et vigtigt og smertefuldt emne på dagsordenen: vold mod børn og samfundets tavshed. Med sin egen historie som bagtæppe leverer han en knivskarp analyse af problemet og giver konkrete forslag til, hvordan vi som samfund kan og bør handle.
En personlig beretning som løftestang
Peter Hummelgaard er ikke blot politiker og jurist; han er også en mand, der selv har oplevet voldens konsekvenser som barn.
I bogen deler han åbenhjertigt sine egne erfaringer med en opvækst præget af vold, men også af kærlighed og støtte fra hans bedsteforældre. Det er en personlig fortælling, der danner grundlaget for hans brændende engagement i at bekæmpe vold mod børn.
Ved at fortælle sin historie håber Hummelgaard at bryde tavsheden og udfordre de barrierer, der afholder mange fra at tale om vold – herunder frygten for at blive beskyldt for racisme eller diskrimination. For, som han understreger, er vold mod børn ikke kun en tragedie for det enkelte barn og den enkelte familie; det er også et dyrt problem for samfundet som helhed.
Fakta, tal og skarpe analyser
I bogen går Hummelgaard grundigt til værks. Han analyserer omfanget af vold i både danske familier og familier med ikke-vestlig baggrund og bruger statistikker til at illustrere, hvor alvorligt problemet er.
Ét af bogens mest opsigtsvækkende kapitler, “Den store tavshed”, undersøger voldskulturen i nogle familier fra ikke-vestlige lande, som han betegner som en del af parallelsamfund. Her påpeger han, hvordan sociale og kulturelle mønstre kan gøre det svært at bryde med voldens cyklus.
Hummelgaard peger også på, hvordan segregering forstærker problemet. I udsatte boligområder – som han kalder parallelsamfund – bor der færre og færre danske familier, fordi de flytter væk. Det betyder, at børn fra ikke-vestlige familier sjældent møder danske børn og dermed går glip af integration og gensidig forståelse.
Hindringer og løsninger
En af bogens stærkeste sider er dens konkrete forslag til handling. Hummelgaard identificerer fem centrale hindringer for at bekæmpe vold mod børn. En af de mest omdiskuterede er hans kritik af privatskoler med fokus på muslimsk kultur, som nogle familier vælger til deres børn.
Han argumenterer for, at disse skoler kan fastholde børn i et lukket miljø, hvor voldskultur ikke altid udfordres.
Han foreslår blandt andet:
- Bedre opfølgning på underretninger om vold, så de ikke forsvinder i systemet.
- Støtte til voldsudøvere for at bryde voldens cyklus.
- En større indsats for at skabe blandede boligområder, hvor børn fra forskellige baggrunde mødes og lærer af hinanden.
- Fokus på velfærdssamfundets rolle i at sikre børns trivsel.
En bog til debat og eftertanke
Peter Hummelgaards bog er ikke let læsning, men den er nødvendig. Den udfordrer os til at tage børns trivsel alvorligt og tvinger os til at reflektere over, hvordan vi som samfund håndterer vold mod børn.
Bogen er også en opfordring til handling: Hvis vi skal sikre en bedre fremtid for børn, kræver det ikke kun politiske tiltag, men også en vilje til at tage ansvar som borgere. Det kræver mod at tale om de svære emner, og det mod udviser Hummelgaard i sin bog.
For som han skriver: “Det vigtigste er, at vi alle griber ind, hvis vi ser noget eller ved noget.” Det er ikke kun et budskab – det er en opfordring til os alle om at handle.
Hummelgaards arv
Peter Hummelgaard ønsker, at hans bog skal være et redskab til forandring – ikke kun i det politiske landskab, men også i vores dagligdag. Ved at bryde tavsheden og konfrontere voldens omkostninger åbner han døren for en nødvendig samtale.
Det er en bog, der vil vække debat – og det bør den. For hvis vi som samfund vil tage børns rettigheder alvorligt, skal vi starte med at tale åbent om de ting, vi helst vil undgå.
