Danmark håndboldverdensmestre blev nok engang fejret med manér på Københavns Rådhus.
De danske håndboldfans kan slet ikke få nok af de danske håndboldherrer.
Det er ikke mere end to år siden, der sidst var proppet på Rådhuspladsen i København efter en stor guldtriumf, og mandag skete det igen.
Dagen efter VM-festen i Oslo trådte Nikolaj Jacobsens tropper nok engang ud på den gamle og skrøbelige balkon på Københavns Rådhus og modtog folkets hyldest.
– Det er helt specielt at man kan samle så mange til en fejring. Det siger meget om Danmark. Jeg har mange holdkammerater i Berlin, der er misundelige over den støtte, vi får. Det kan vi være stolte over, siger Mathias Gidsel til TV 2.
Håndboldherrerne skrev søndag historie i Oslo, da de med en overbevisende sejr over Kroatien hentede den fjerde VM-titel i træk, og det blev fejret behørigt af spillerne.
Flere af dem så da også en smule klatøjede ud mandag, selv om de efter festlighederne havde mulighed for at sove ganske længe. Først midt på eftermiddagen skulle de med flyvemaskine fra Oslo til København.
En smule forsinket kom det danske landshold i luften over Norge, og klokken 15.09 var der touchdown i Københavns Lufthavn, hvor brandbiler med deres vandkanoner sørgede for en flot velkomst.
Omgående efter at være stået af flyet skulle spillerne igen forholde sig til kameralinser og tv-mikrofoner.
Med slidt stemme afslørede slutrundedebutanten Emil Madsen, at en plads på så succesfuldt et landshold kræver, at man kan tolerere at drikke meget alkohol. Den havde ikke fået for lidt i Oslos natteliv.
Det kræver også, at man har tålmodighed og et godt håndled. I hvert fald blev der allerede i lufthavnen skrevet autografer i massevis, fordi bunker af danske håndboldfans var mødt op for at hylde spillere og ledere.
De fleste fik sig hurtigt vristet fri af masserne og tog plads i den til lejligheden dekorerede bus, som ved 16-tiden satte kurs mod Rådhuspladsen med VM-trofæet i forruden.
I mellemtiden ankom kong Frederik til Københavns Rådhus, hvor han skulle være med til at hylde de danske harpiksdrenge.
Her fik kongen overrakt en landsholdstrøje, før han holdt en rosende tale for holdet.
Derefter var det tid til rådhuspandekager og selve hyldesten på balkonen.
/ritzau/