Statsminister Mette Frederiksen advarer mod en hurtig våbenhvile, der kan styrke Rusland og true Europas sikkerhed.

Af Danturk.com
En fredsløsning i Ukraine kan ikke ske uden Europa og særligt Ukraine, understregede statsminister Mette Frederiksen mandag.
– Rusland udgør en reel trussel mod sikkerheden i hele Europa – og dermed også vores frihed, sagde Frederiksen efter et hastemøde om Ukraine i Paris ifølge DR og dagbladet Information.
Hun fremhævede, at mødets vigtigste budskab var behovet for oprustning.
– Vi skal opruste i Danmark, vi skal opruste i Europa, og vi skal gøre det for at forhindre, at Rusland flytter krigen fra Ukraine til andre europæiske lande, sagde hun.
Frederiksen afviste idéen om fred for enhver pris og advarede mod en forhastet våbenhvile.
– En våbenhvile i Ukraine kan lyde positivt, men vi risikerer, at den ikke skaber reel fred og i stedet gør situationen endnu farligere – både for Ukraine og for andre europæiske lande. Hvis betingelserne ikke er de rigtige, kan Rusland bruge pausen til at genopbygge sine styrker og angribe igen, sagde Frederiksen.
Statsministeren understregede, at Europa – og især Ukraine – skal være en del af forhandlingerne, da konflikten handler om Ukraines territoriale integritet.
Hun kaldte Storbritanniens premierminister Keir Starmer’s åbning for at sende fredsbevarende tropper til Ukraine et “positivt signal,” men tilføjede, at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål.
Topmødet i Paris blev afholdt på baggrund af voksende bekymringer over USA’s præsident Donald Trumps direkte dialog med Rusland og hans administrations planer om at udelukke EU fra fredsforhandlingerne.
Blandt deltagerne var ledere fra Storbritannien, Tyskland, Polen, Italien og Danmark samt NATO’s generalsekretær Mark Rutte og EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Værten var Frankrigs præsident Emmanuel Macron.