Ifølge Tyrkiet kan en begrænset våbenhvile være med til at opbygge tillid mellem Rusland og Ukraine.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, støtter Ukraines ønske om en våbenhvile til søs og i luften.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Vi støtter idéen om at etablere en våbenhvile så snart som muligt og stoppe angreb i luften og til søs som et tillidsopbyggende tiltag mellem parterne, siger Erdogan fredag ved et online-møde.
Forslaget om en sådan våbenhvile kom frem i weekenden.
Her erklærede Frankrig og Storbritannien, at de ville arbejde for våbenhvile til søs og i luften.
Så sent som fredag har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter nye russiske angreb også meldt ud, at han ønsker en sådan våbenhvile.
Det russiske udenrigsministerium lod dog torsdag til at afvise idéen.
– Der er behov for håndfast enighed om en endelig aftale, sagde Maria Zakharova, som er talsperson for det russiske udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Uden alt det er det fuldstændig uacceptabelt med en slags pusterum.
De seneste uger har været præget af en række større politiske udviklinger omkring Ukraine.
USA’s præsident, Donald Trump, har presset på for at få sat gang i fredsforhandlinger, men fredag sidste uge kørte et pressemøde med ham og Zelenskyj helt af sporet.
Siden har USA slået bak, hvad angår deling af efterretninger og militærstøtte til Ukraine, mens EU-landene vil øge forsvarsbudgetter som reaktion på den nye amerikanske kurs.
Trods det fejlslagne pressemøde fredag ventes ukrainske og amerikanske embedsmænd at mødes tirsdag i Saudi-Arabien, skriver nyhedsbureauet AFP.
Steve Witkoff, der er USA’s udsending til Mellemøsten, har sagt, at han skal mødes med en ukrainsk delegation for at diskutere mulighederne for en våbenhvile med Rusland og en “ramme” for en længere fredsaftale. Zelenskyj har sagt, at han håber på et “meningsfuldt møde”.
Imens fortsætter angrebene på Ukraine.
Fredag var der flere drone- og missilangreb mod ukrainsk gas- og energiinfrastruktur.
Mindst fem blev såret i angreb på Ukraines næststørste by, Kharkiv, fredag morgen. Det sagde byens borgmester, Ihor Terekhov, på Telegram.
/ritzau/