Mens bomberne falder over Gaza, mister tusindvis af børn livet – og resten af verden vender blikket væk. Nogle steder må børn end ikke tale om deres jævnaldrendes lidelser.
Af Huseyin DUYGU
huseyin@danturk.com
I krig er det altid børnene, der betaler den højeste pris. I Gazas ødelagte byer er titusindvis af børn blevet dræbt, lemlæstet eller for altid mærket af bomber, der ikke skelner mellem skyld og uskyld. Skoler er blevet til ruiner. Fremtiden er stjålet. Og størstedelen af verden? Den ser tavst til.
Børn, der vokser op i krig, gennemlever ikke bare barndommens tab – de overlever dag for dag i en brutalt konkret dødszone. De er krigens mest sårbare ofre. De har intet land. Intet håb. Intet skjold. Når bomberne falder, er det børnestemmer, der forstummer først.
I Gaza viser tallene os kun toppen af isbjerget: Mindst 20.000 børn er dræbt. Over 15.000 er såret. Mange har fået amputeret lemmer uden bedøvelse. Andre har mistet synet. Nogle ligger stadig under murbrokker. Og de, der overlever, bærer på traumer, som ingen ord kan hele.
Dagligt er børn vidne til deres søskendes eller forældres død. Hjem er forvandlet til mursten og aske. De sulter, fryser og mangler alt, hvad et barn burde have ret til: sikkerhed, kærlighed, en skolegang – og drømme. I stedet får de mugne brødkanter og håb, der smuldrer.
Men tragedien stopper ikke i Gaza. For udenfor – i klasselokaler i Europa og andre steder i verden – vokser millioner af børn op uden at kende sandheden. De får ikke lov til at tale om Gaza. I nogle lande er det endda forbudt at nævne navnet Palæstina i undervisningen. Som om stilhed kan viske lidelse væk.
Det handler ikke kun om politik. Det handler om menneskelighed.
Hvordan kan vi tillade, at nogle børn bliver opdraget med viden og empati, mens andre opdrages til tavshed? Hvorfor er det okay for nogle regeringer at støtte Israels krigsmaskine, samtidig med at de offentligt udtrykker “bekymring” for de mange døde børn? Det er hykleri. Og det er dybt uetisk.
Sandheden er, at mens flere lande – som Norge, Spanien, Belgien og Sverige – nu anerkender Palæstina som stat og støtter op om et frit og uafhængigt folk, så forsøger andre stadig at kvæle diskussionen. De nægter at vise børnene den virkelighed, deres jævnaldrende lever og dør i.
Vi må ikke vende os væk.
Børnene i Gaza er ikke bare ofre for bomber – de er også ofre for et verdenssamfund, der svigter sin moralske forpligtelse. Når vi lader politikere og våbeneksport styre dagsordenen, fratager vi ikke bare Gaza-børnene deres liv. Vi frarøver også vores egne børn retten til at forstå, føle og forandre verden.
Det burde ikke være farligt at kræve, at børn ikke skal dø i krig. Det burde være det mest naturlige krav i verden.
