På baggrund af den seneste tids koranafbrændinger og udviklingen i det aktuelle trusselsbillede skærper politiet midlertidigt indsatsen ved de indre danske grænser.
Rigspolitiet har den 3. august 2023 orienteret Justitsministeriet om, at Rigspolitiet – på anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) – har fundet det nødvendigt midlertidigt at skærpe indsatsen ved de indre danske grænser fra torsdag den 3. august 2023. Det betyder bl.a., at man den kommende tid vil kunne opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige.
Det skriver Justitministeriet i en pressemeddelelse.
Som PET har oplyst, har den seneste tids koranafbrændinger haft betydning for det aktuelle trusselsbillede. På baggrund af den løbende udvikling i trusselsbilledet har myndighederne i dag vurderet, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt at styrke fokus på, hvem der rejser ind i Danmark for at imødegå de konkrete og aktuelle trusler, som Danmark står overfor.
– Regeringen tager den nuværende situation meget alvorligt, og den seneste tids koranafbrændinger har – som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har sagt – betydning for det aktuelle trusselsbillede, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen fra ministeriet.
– Jeg noterer mig, at myndighederne har vurderet, at det i en begrænset periode er nødvendigt at skærpe politiets indsats ved de danske grænser af sikkerhedsmæssige grunde.
– For mig at se understreger den skærpede grænseindsats hele sagens alvor. Regeringen og myndighederne følger udviklingen meget tæt.
Den skærpede grænseindsats forventes indtil videre opretholdt til og med den 10. august 2023.