Thomas Thomasberg ærgrede sig over, at FCM ikke udnyttede flere chancer i 1-1-kampen mod Slovan Bratislava.
FC Midtjylland sad i store dele af opgøret på spillet og skabte mange chancer, men alligevel endte det 1-1 mod Slovan Bratislava i det første af to opgør i Champions Leagues playoffrunde.
– Selvfølgelig er det skuffende. Vi havde sat næsen op efter at vinde kampen og få et så godt udgangspunkt som muligt. Nu ser det lidt sværere ud, siger FCM-træner Thomas Thomasberg til Viaplay.
– Vi ramte stolpen tre gange og kom frem til tre-fire andre store chancer, så vi havde nok muligheder for at score både to og tre mål, men det var vi ikke gode nok til.
FCM kom i løbet af anden halvleg bagud 0-1, men ti minutter før tid sørgede midtjydernes Edward Chilufya med en vigtig scoring for et bedre udgangspunkt inden returkampen.
– Jeg synes, at vi havde et flow i første halvleg, og der lignede vi et hold, der skulle have scoret til 1-0, som ville have givet noget ro i kroppen, siger Thomasberg.
– Så modtog vi et mål imod os, og det var en mavepuster, men jeg synes, vi kom rimeligt igennem det.
FCM-træneren tror fortsat på, at hans mandskab kan levere det, der skal til i næste uges returkamp i Slovakiet.
– Det er et sværere udgangspunkt, end hvad vi stod med inden denne her kamp. Men selvfølgelig kan vi gå derned og lave det resultat, der skal til for at gå videre.
FCM og Slovan Bratislava mødes i returkampen 28. august. Vinderen af det opgør er klar til Champions League.
/ritzau/