To amerikanske forskeres opdagelse har spillet en afgørende rolle i forskning i genregulering. Fund af bittesmå molekyler i mennesker giver Nobelpris i medicin
Årets Nobelpris i medicin går til de to amerikanske forskere Victor Ambros og Gary Ruvkun for deres opdagelse af en ny klasse af rna-molekyler.
Det oplyser Nobelforsamlingen ved det svenske Karolinska Instituttet på et pressemøde mandag.
Molekylerne spiller en afgørende rolle i genregulering.
– Deres banebrydende opdagelse afslørede et helt nyt princip for genregulering, som viste sig at være essentielt for flercellede organismer, inklusive mennesker, siger komitéen i sin begrundelse.
Hvis kroppens genregulering går skævt, kan det resultere i sygdomme som kræft og diabetes.
De amerikanske biologers opdagelse “afslørede en helt ny dimension af genregulering”, siger komitéen som begrundelse.
Ambros og Ruvkun opdagede det første mikro-rna i 1993.
Der er indtil videre opdaget 250 gener for mikro-rna. Computeranalyser tyder på, at der mangler at blive opdaget over 1000.
Komitéen vækkede Gary Ruvkun med nyheden om, at han er blevet tildelt en Nobelpris.
– Hans kone svarede, og der gik lang tid, før han kom til telefonen og lød meget træt, men han blev ret hurtigt ret spændt og glad, da han forstod, hvad det gik ud på, siger sekretær for Nobelkomitéen Thomas Perlmann.
Victor Ambros nåede ikke at vende tilbage til komitéen, før annonceringen af modtagerne lød.
Prisen kommer med en pengepræmie på 11 millioner svenske kroner svarende til omkring 7,2 millioner danske kroner.
Pengepræmien skal deles af de to forskere. Det fremgår ikke, om præmien deles ligeligt.
Sidste års Nobelpris i medicin gik til de to forskere Katalin Karikó og Drew Weissman for at have bidraget til udviklingen af mRNA-vacciner mod coronavirus.
Nobelprisen er blevet givet i kategorierne fysiologi/medicin, fysik, kemi, litteratur og fred siden 1901.
I 1968 indstiftede Sveriges Riksbank prisen i økonomi for at ære Alfred Nobels minde. Første uddeling af den var i 1969.
Nobelprisen kan tildeles op til tre personer. Nobels fredspris kan også gives til organisationer, skriver Reuters.
/ritzau/