Jonas Lössl og Dani Silva tror stadig på avancement trods 1-2-nederlag hjemme til Real Sociedad.

Selv om FC Midtjylland har et vanskeligt udgangspunkt, er troen på avancement mod Real Sociedad i Europa League næsten intakt efter torsdagens 1-2-nederlag hjemme i Herning.
Sådan lyder det fra FC Midtjylland-keeper Jonas Lössl efter opgøret, hvor midtjyderne var bedst, men langtfra lige så skarpe som de reservespækkede gæster.
– Vi lykkedes med rigtig mange ting. Vi lagde et godt tryk på i første halvleg, og de havde skiftet fire mand inden anden halvleg, hvilket også var et tegn på, at de var pressede.
– Det er rigtig ærgerligt at stå her med et nederlag på hjemmebane, men indsatsen giver os en tro på, at vi kan tage derned og lave et resultat. Jeg synes bestemt, vi kan være med, siger Jonas Lössl til Disney+.
Han ærgrer sig over, at midtjyderne kom bagud på unødvendigt straffespark i det 11. minut, mens midtjyderne intet kunne stille op mod det flotte 2-0-mål på langskud 20 minutter senere.
Siden reducerede Adam Buksa for midtjyderne, men det lykkedes aldrig at fremtvinge en udligning og et væsentligt bedre udgangspunkt.
På midtbanen fik Dani Silva sin officielle debut, efter at han i sidste uge blev købt fri af Serie A-klubben Verona.
Han er udset til at afløse Emiliano Martínez i maskinrummet, og portugiseren slap godt fra sin første FCM-kamp, selv om udfaldet blev et nederlag.
– Vi begyndte kampen godt, men de har nogle gode spillere og tog føringen, mens vi ikke udnyttede vores chancer.
– Det var ikke det resultat, jeg havde håbet på i min debut, men vi spillede en god kamp mod et stærkt hold. Vi må ordne sagerne i returkampen, siger Dani Silva til Disney+.
Den samlede vinder kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne i Europas næstbedste klubturnering.
Inden næste uges returkamp skal FC Midtjylland søndag møde Lyngby i Superligaens forårspremiere.
/ritzau/