Både i Tyrkiet og Syrien mangler millioner af mennesker fortsat husly efter ødelæggende jordskælv tilbage i februar sidste år ramte området.
Der er gået et år siden voldsomme jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien og lagde millioner af menneskers liv i ruiner den 6. februar 2023. De dødbringende jordskælv jævnede flere byer med jorden og dræbte mere end 55.000 mennesker og sårede næsten 130.000.
Tæt på 18 millioner mennesker blev påvirket af katastrofen, og her et år senere oplever de forsat store problemer med at skaffe husly, mad, vand og adgang til dokumentationspapirer, som er nødvendige for at få f.eks. lægehjælp og arbejde. Jordskælvet ramte grænseområdet mellem de to lande, hvor millioner allerede var flygtet fra konflikten i Syrien.
Alene i de berørte provinser i Tyrkiet bor i 478.736 mennesker i regeringens nødlejre og udenfor disse – i såkaldte spontane lejre – bor 354.904 mennesker i telte, containere eller forladte bygninger.
Det skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.
Akut behov for hjælp
De lokale myndigheder forventer først at kunne være klar med omkring 150.000 boliger ved udgangen af 2024. Derfor vil mange sandsynligvis bo i de midlertidige lejre i flere år frem. Især de spontane lejre er meget sårbare overfor kraftig nedbør eller ekstrem varme, og der er et presserende behov for vedvarende løsninger og genopbygning af området.
Mange vil sandsynligvis blive nødt til at blive boende i lejrene i flere år frem, lyder det.
– Katastrofen har haft en meget stor socioøkonomisk indvirkning i de berørte områder, hvor små virksomheder, lokale landmænd og arbejdere står over for betydelige udfordringer.
Der er opstået en uheldig tendens til, at folk finder nye overlevelsesstrategier. Eksempelvis vælger de at tage særligt risikofyldte job, lyder det.
Og så ser vi en bekymrende tendens til flere børneægteskaber,” siger Nicolas Metri, programchef for DRC Dansk Flygtningehjælp i Tyrkiet.
Jordskælvene har forhindret adgang til uddannelse for ca. 4 millioner børn. Dette omfatter over 350.000 børn, der er flygtninge eller migranter. Et betydeligt antal børn i de jordskælvsramte områder, især flygtninge, har endnu ikke genoptaget deres skolegang. Økonomiske vanskeligheder, transportproblemer og bekymringer om skolebygningers sikkerhed nævnes som nogle af barriererne.
“Vold, udnyttelse og børnearbejde er alarmerende udbredt blandt befolkningen i de berørte områder. Der er akut behov for omfattende indgreb, hvis vi skal løse de presserende udfrodringer og støtte de berørte samfund med genopretning og stabilitet”, siger Nicolas Metri.
Det første skælv ramte natten til 6. februar 2023 og var et af de kraftigste i regionen i over et århundrede. Det blev målt til en størrelse på 7,8.
Skælvene ramte særligt det sydlige Tyrkiet omkring byen Gaziantep og det nordvestlige Syrien.
I Syrien oplever berørte samfund fortsat dybe traumer
I det nordlige Syrien dræbte jordskælvene mere end 6.000 mennesker, sårede flere tusinde og fordrev knap 100.000 familier – hvoraf størstedelen siden er vendt tilbage til betydeligt forværrede levevilkår. Aleppo og Idleb provinserne var blandt de hårdest ramte områder, her blev 7,2 millioner mennesker berørt.
Før jordskælvet var de humanitære behov allerede på et rekordhøjt niveau, og mange familier var tidligere blevet fordrevet flere gange – hvilket har gjort det meget vanskeligt for de humanitære organisationer at vurdere om behovene for hjælp stammer fra katastrofen, eller er forårsaget af konflikten.
Her et år senere rækker konsekvenserne af jordskælvet sig langt ud over de fysiske ødelæggelser. De berørte samfund oplever fortsat dybe traumer, arbejdsløshed og manglende adgang til uddannelse, sundhedspleje og vand og sanitet, oplyser Dansk Flygtningehjælp.
“Vi intensiverer vores indsats i 2024 for at imødekomme de løbende behov og prioriterer sårbare grupper som børn, ældre, handicappede og enlige mødre. Den største udfordring består dog fortsat i at fastholde offentlighedens interesse i situationen i jordskælvsområderne. Mediernes fokus har flyttet sig, men befolkningen i disse områder er stadig i nød”, siger Sachitra Chitrakar, DRC Dansk Flygtningehjælps landechef i Syrien.