Erhvervslivet skal bidrage til et stærkere kriseberedskab

Dansk Industri foreslår tættere samarbejde mellem virksomheder og myndigheder i ny plan med 11 konkrete anbefalinger.
Foto: AA

Af Meral BALLEGAARD
meral@danturk.com

Dansk Industri (DI) opfordrer til et langt tættere samarbejde mellem erhvervslivet og myndighederne for at styrke Danmarks kriseberedskab. Organisationen præsenterer i dag et politisk udspil med 11 konkrete anbefalinger, der skal ruste Danmark til fremtidige kriser. Forslagene bygger på erfaringer fra håndteringen af COVID-19 og adresserer både succeserne og de udfordringer, der opstod under pandemien.

Ifølge DI er private virksomheder nøglen til et mere robust og effektivt beredskab.

– Private virksomheder kan spille en nøglerolle i håndteringen af alt fra cyberangreb til oversvømmelser. Der er en enorm ekspertise og erfaring i virksomhederne, som vi skal drage meget mere nytte af, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI.

Kontrakter og kriseøvelser

En af DI’s centrale anbefalinger er at indgå forhåndskontrakter med virksomheder om levering af samfundskritiske varer og services under kriser. Det kan for eksempel være energi, fødevarer, cybersikkerhed, IT-løsninger, værnemidler og transportservices.

– Tidlig involvering af virksomheder er altafgørende for at håndtere kriser effektivt. Ved at have kontrakter på plads kan vi sikre, at nødvendige ressourcer er til rådighed, uden at skulle opbygge store og kostbare lagre, forklarer Morten Høyer.

Derudover foreslår DI at etablere en ”Erhvervslivets Beredskabsstab”, som skal sikre en hurtigere og mere struktureret involvering af private virksomheder under kriser. Regelmæssige kriseøvelser mellem myndigheder og erhvervsliv anbefales også for at optimere samarbejdet og udnytte den samlede ekspertise bedst muligt.

Samfundssikkerhed som prioritet

DI’s anbefalinger falder sammen med oprettelsen af det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, der skal samle og koordinere Danmarks nationale kriseberedskab. Ifølge DI er det afgørende, at ministeriet udarbejder en samlet, national beredskabsplan, der identificerer de største trusler mod Danmark og skaber en klar strategi for, hvordan de skal håndteres.

LÆS:  Historisk fangeudveksling i Ankara

Morten Høyer ser frem til samarbejdet med ministeriet:

– Vi har en unik mulighed for at sikre et beredskab af højeste standard, hvor det offentlige og private samarbejder optimalt om at beskytte vores samfund, siger han.

En ny geopolitisk virkelighed

Bag DI’s udspil ligger en erkendelse af, at Danmark og Europa står over for en helt ny geopolitisk virkelighed. Trusler som cyberangreb og informationskrigsførelse kræver langt mere robuste foranstaltninger, end hvad der findes i dag.

Med involvering af erhvervslivets ekspertise og ressourcer mener DI, at Danmark kan skabe et mere effektivt og samfundsøkonomisk fordelagtigt kriseberedskab, der er bedre rustet til at håndtere fremtidens udfordringer.

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Om

Meral Ballegaard arbejdede i Kulturministeriet i Tyrkiet i tre år efter afsluttede sin uddannelse fra fakultetet for Erhvervsøkonomi på Hacettepe University. Hun har siden 2001 boet i Danmark. Hun læste pædagog- og mentoruddannelsen i København, hvor hun afsluttede sin kandidatuddannelse i integration på Syddansk Universitet. Hendes første artikler og interviews blev offentliggjort i Sabah Newspaper i 1999 i Tyrkiet. Meral Ballegaard bidrager frivillig til netavisen Danturk.com med interviews og artikler både fra Danmark og fra den tyrkiske kunstverden.

Vis alle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *