Landsret omstøder livstidsdom til syrienkriger. Han er frifundet for landsforræderi, men har kæmpet for IS.
Østre Landsret straffer tirsdag en såret syrienkriger med fængsel i ni år og seks måneder, fordi han i flere år kæmpede i Syrien for Islamisk Stat (IS).
Dermed ændres den dom, som han i 2023 fik på livstid i Københavns Byret.
En væsentlig forskel på landsrettens og byrettens dom er, at Ahmad Salem El-Haj i landsretten er frifundet for landsforræderi ved at have kæmpet mod den danske stat. Derfor kunne landsretten slet ikke idømme ham livstid.
Under retssagen har Ahmad Salem El-Haj sagt, at han ikke vidste, at Danmark var med i den koalition, som Islamisk Stat kæmpede imod.
Og frifindelsen skyldes netop, at han ikke havde forsæt til at begå landsforræderi.
I retslokalet sidder Ahmad Salem El-Haj i en kørestol, da han blev alvorligt såret under krigshandlinger i Syrien.
Efter dommen hilser han på sin familie, som er mødt op i retten. De kan glæde sig over udsigten til, at han inden for en overskuelig fremtid kan blive en fri mand igen.
Den i dag 33-årige mand med palæstinensiske rødder er født i Danmark og fik dansk statsborgerskab ved fødslen. Han boede i Brabrand ved Aarhus, da han i 2013 rejste til Syrien og tilsluttede sig Islamisk Stat.
I godt tre et halvt år kæmpede han for Islamisk Stat. I 2017 blev han alvorligt såret i et bombeangreb i Syrien, og han blev sammen med sin kone og to børn smuglet til Tyrkiet.
Herfra blev han i 2019 udleveret til Danmark, hvor han af Københavns Byret i maj 2023 blev kendt skyldig i landsforræderi og idømt fængsel på livstid.
Dommen ankede han straks.
Og det kunne altså godt betale sig for syrienkrigeren, der nu er sikker på at få en slutning på sit fængselsophold.
Det var kun, hvis han blev fundet skyldig i landsforræderi, at han kunne idømmes livstid. At have været del af en terrororganisation kan ikke i sig selv give livstid.
Anklageren gik dog efter 16 års fængsel, men flertallet af stemmerne i landsretten pegede på 9,5 års fængsel.
Ahmad Salem El-Haj dømmes i sagen også for at forsøge at hverve sin familie til at begå terrorhandlinger.
Det er også en lovovertrædelse, at han sammen med andre krigere i 2013 lavede en video, hvor der blev skudt til måls efter fotos af blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, Ahmed Akkari og Naser Khader.
Videoen og skuddene udgør en trussel om terror.
Efter dommen forsøgte Ahmad Salem El-Hajs forsvarer, Michael Juul Eriksen, at få ham løsladt, indtil at han skal afsone den straf, han mangler.
– Han har siddet fængslet i fem år, en måned og en uge, siger han og peger på, at han skal ud om lidt over et år, hvis han skal prøveløslades skal slutte efter to tredjedele tid.
Landsretten mener dog, at syrienkrigeren skal blive bag tremmer, ind til han overføres til afsoning af dommen. Retten lægger blandt andet vægt på, at han endnu ikke har afsonet to tredjedele af dommen.
/ritzau/