Svensk politi: Omkring ti dræbte i skyderi på skole i Örebro

Formodet gerningsmand er ikke kendt af politiet, lyder det på pressemøde efter skyderi i Örebro.
Foto: AA

“Omkring ti” personer er blevet dræbt i et skyderi på en skole i Örebro.

Det oplyser svensk politi på et pressemøde tirsdag aften.

– Grunden til, at vi ikke kan præcisere mere på nuværende tidspunkt, er, at skadesomfanget er så stort, siger den lokale politichef Roberto Eid Forest ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det samlede antal tilskadekomne er ukendt.

Den formodede gerningsmand er ikke kendt af politiet fra tidligere, lyder det, og vedkommende menes ikke at have bandeforbindelser.

Der findes ikke aktuelt mistanke om, at der er tale om terror, lyder det. Politiet arbejder fortsat med at identificere de dræbte.

Politiet forventer ikke yderligere angreb, og man mener, at gerningspersonen er blandt de døde.

– Vi tror stadigvæk, at vi har den primære gerningsperson, selv om vi ikke kan udelukke flere med en forbindelse, lyder det fra politiet.

En mand i alderen omkring 35 år er udpeget som gerningsmanden, skriver TV4 Nyheterna, som har oplysninger om, at manden har våbenlicens og ikke er tidligere straffet. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Det var omkring klokken 12.30, at der kom en melding om skyderi på skolen.

I løbet af eftermiddagen var der stor uvished om situationen med meldinger om flere dræbte i svenske medier, mens politiet ikke ønskede at sige noget om meldingerne om døde.

Uddannelsesstedet hedder Campus Risbergska og er en voksen- og ungdomsskole, der tilbyder fag på både grundskole- og gymnasieniveau.

– Det er en meget smertefuld dag for hele Sverige, sagde Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, tidligere tirsdag i en skriftlig kommentar til TT.

LÆS:  Sveriges udenrigsminister om Sveriges udelukkelse fra NATO: Vi ønskede ikke, men vi er forberedt

Örebro er en mellemstor svensk by nogle hundrede kilometer vest for Stockholm. Der bor knap 130.000 i byen.

Svensk politi skrev i en opdatering tidligere, at elever og lærere på flere andre skoler blev bedt om at blive inde på skolen, da der var frygt for flere angreb. Den frygt er der ikke længere tirsdag aften, og derfor er skolerne blevet rømmet.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, vil holde pressemøde klokken 19.30.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *