Demonstrationer i tre store danske byer kræver løsladelse af Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu, mens danske medier dækker protesterne tæt.

Af Tülay Cetinkaya Saracoglu
tulay@haber.dk
Danmark blev søndag rammen om omfattende protester mod fængslingen af Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu.
Demonstrationer fandt sted i hovedstaden København samt i Aarhus og Odense, hvor hundredvis af mennesker krævede Imamoglus øjeblikkelige løsladelse.
København oplevede den største mobilisering, hvor demonstranter fra hele Danmark samt en større gruppe fra Malmø i Sverige deltog. Under protesterne blev der læst erklæringer op, råbt slagord og sunget marcher.
Den danske public service-station DR dækkede begivenheden tæt og interviewede demonstranter om deres budskab.
Samtidig tog CHP Danmarks Enhed initiativ til at oprette “solidaritetsstemmekasser” i de tre byer for at give deltagerne mulighed for at vise deres støtte til Imamoglu. Organisationen meldte om stor opbakning og takkede lokalsamfundet for deres engagement.
Erdogan kalder demonstrationer en bevægelse af vold
Imamoglus fængsling har vakt stor debat i hele Europa, og politiske observatører vurderer, at protesterne kan sprede sig til flere lande i de kommende dage.
Ifølge Ritzau siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mandag, at demonstrationer i landet har forvandlet sig til „en bevægelse af vold‟.
Det siger han under et pressemøde i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Erdogan beder i samme ombæring oppositionspolitikere i landet om at stoppe med at „provokere borgerne‟.
Titusindvis af borgere i Tyrkiet har siden onsdag den 19. marts deltaget i demonstrationer på tværs af landet, efter at Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, er blevet fængslet og suspenderet fra posten.
Imamoglu ses som Erdogans største politiske modstander. Han blev søndag officielt udnævnt til oppositionspartiet Det Republikanske Folkepartis præsidentkandidat frem mod valget, der senest skal afholdes i 2028.
Under mandagens pressemøde tilføjer Erdogan, at oppositionens „show‟ til sidst vil få en ende, og så vil de „skamme sig over det onde, de har forårsaget landet‟.
De flere dages demonstrationer i Tyrkiet bliver beskrevet som de største i landet i et årti.
Tidligere på mandagen skrev Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, på X, at politiet har anholdt over 1100 mennesker i løbet af fem dage under demonstrationerne, og at 123 politibetjente er blevet såret.
Indenrigsministeren beskriver, hvor mange borgere, der er blevet sårede i demonstrationerne.
Oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti mener, at anholdelsen af Imamoglu er politisk motiveret og udemokratisk.
Flere europæiske landes udenrigsministre har ligeledes kritiseret anholdelsen, herunder også Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.
Erdogans regering har afvist anklagerne og siger, at Tyrkiets domstole er uafhængige.