Anklager beder om bøde på 10.000 kroner i første sag om koranloven

På arrangement af Stram Kurs på Folkemødet røg en koran ned i en vandpyt, og der blev revet sider ud af bogen.
Foto: AA

En anklager kræver en bødestraf på 10.000 kroner til stifteren af Stram Kurs, Rasmus Paludan, i den første straffesag om utilbørlig behandling af et religiøst skrift.

Det sker fredag i en sag i Retten på Bornholm. Samme straf bør gå ud over Paludans kammerat, lyder det.

Men den juridiske dommer og de to lægdommere, der skal tage stilling til anklagen, vil først komme med afgørelsen fredag i den kommende uge.

Begge mænd begik lovovertrædelsen, da de på Folkemødet i juni sidste år i Allinge håndterede en engelsk udgave af koranen på en særlig måde, konkluderer anklager Mads Larsen.

Der blev revet sider ud af bogen, ligesom de lod den falde ned i en vandpyt.

Begge tiltalte ønsker frifindelse. De har blandt andet sagt, at de opførte en form for performancekunst, da de stod i Stram Kurs’ telt 15. juni sidste år.

Under intens debat blev straffeloven ændret i 2023, da der var sket en lang række koranafbrændinger. I flere lande voksede vreden, og trusselsniveauet blev øget, vurderede PET.

Regeringen sagde, at handlingerne havde som formål at forhåne og fremprovokere reaktioner i og fra andre lande. Derfor var en lovændring nødvendig.

Og arrangementet på Folkemødet var netop et opgør med den politiske reaktion.

Under fredagens retsmøde har forsvareren kredset om, at der var tale om en engelsk udgave af koranen.

Hans pointe er, at handlingen ikke gik ud over selve det hellige værk, som loven skal beskytte. Loven drejer sig kun om koranen på arabisk, lyder det.

LÆS:  Nu kan du brevstemme i udlandet til Europa-Parlamentsvalget

Men hertil siger anklageren, at sproget er ligegyldigt. Det afgørende er, om bogen fremstår som et skrift af væsentlig religiøs betydning, understreger han og tilføjer, at der i lovteksten ikke står noget om hellige skrifter.

Om ytringsfriheden siger anklageren, at den kun er blevet begrænset en smule i den omdiskuterede lovændring:

– Man kan sagtens stadig udtrykke sin kritik verbalt og skriftligt, det er den fysiske behandling af et skrift, der er omfattet af bestemmelsen, siger Mads Larsen.

I sin forsvarstale har advokat Jens Hedegaard sammenlignet optrinnet på Folkemødet med kunstneren Marco Evaristtis værk fra år 2000 med guldfisk i en blender.

Og han har også understreget, at der netop på Folkemødet skal være videre grænser for en politisk debat – ovenikøbet når debatten er kritik af den lovændring, der indskrænkede ytringsfriheden generelt.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *