Peter Poulsen er født i 1940 på Frederiksberg. Studerede litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og var 1962-69 korrekturlæser ved Politiken.
Peter Poulsen boede i Brasilien mellem 1969 og 1971. Efter hjemkomsten tog han bifagseksamen i portugisisk og begyndte at oversætte sydamerikansk og europæisk litteratur.
Han kan også kalde sig kongelig oversætter, da han har oversat flere af Prins Henriks digtsamlinger.
Sansen for sproget og musikken, sociale og politiske forhold præger Poulsens mangeårige virke som forfatter. Han har i sit forfatterskab mange henvisninger til jazzens mestre og det er ofte mennesker i udkanten af samfundet der optager ham.
Peter Poulsen debuterede med digtsamlingen Udskrifter (1966). Den tidlige del af forfatterskabet er præget af 60’er-modernismens danske lyrik. 135
Genrer og oversættelser forfatteren har siden skrevet inden for genrerne lyrik, roman, journalistik, filmmanuskript, radiospil og skuespil, og han er ikke mindst kendt for oversættelser af verdensberømte lyrikere som Charles Baudelaire, Gottfried Benn, Jorge Luis Borges og Fernando Pessoa.
I perioden 1985-1988 var Peter Poulsen filmkonsulent ved Det danske Filminstitut, og i 1991-1997 var han formand for Danske Skønlitterære Forfattere.
Litteraturformidler Forfatteren har sat sit præg på litteraturens og kulturens verden, idet han ved siden af forfatterskabet har arbejdet som litteraturformidler for såvel børn som voksne, og mange kender ham fra DR’s litteraturprogram Alfabet.
Peter Poulsen har modtaget flere priser som fx Gelstedprisen og Oversætterforbundets Ærespris; i 1983 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Gift 1991 med tidligere skoleinspektør og oversætter Vibeke Eskesen.
For 18 år siden skrev Peter Poulsen om tyrkisk digt således:
Af Peter Poulsen 21/04.2004
En bog, jeg ofte tager ud af reolen og læser i, hedder Kærlighedens Hav. Den består ag 30 digte som er oversat fra tyrkisk af en mand ved navn Murat Alpar, som er født i Tyrkiet, men som har levet snart 40 år i Danmark, og som er både tyrkisk og dansk.
Kærlighedens Hav, på tyrkisk ’Aşk Denizi’ består af digte, som næsten 800 år, og det er skrevet af Tyrkiets måske allestørste digter Yunus Emre. En af mine yndlingsdigte blandt de 30 er på fire stoffer.
Gud fylder hele verden,
Men ingen kender Hans sandhed;
Søg ham hellere i dig selv;
İ er ikke adskilt, I er et.
Den anden verden er uden for synet;
Forene skal vi leve på jorden;
Adskillelse er fuld af pinsler;
Du forlader verden for altid.
Kom, lad os alle bliver venner;
Lad os lette livet for os;
Lad os elske og blive elsket;
Jorden tilfalder ingen,
Yunus taler klart til dig,
Meningen genlyder i hjertet;
Livet skal være godt for alle,
For ingen er for altid.
Lige fra første gang, jeg for mere end ti år siden, læste digtet, har jeg været tryllebundet af dets enkelhed og imødekommenhed, og jeg har været slået af det faktum, at den Gud, om hvem Yunus Emre siger, at han fylder hele verden, kan være Allah, Jahve, Jehova, Buddha – hvem som helst af de guder, mennesker tror på, kort sagt: det guddommelige, som selv agnostikere må anerkende.
Disse fine gamle strofer udsynger en humanisme, man i dag kan længes efter og sukker under manglen af: Forenet skal vi leve på jorden. Livet skal være godt for alle. Yunus Emre burde i dag læses af statsledere i øst og vest, nord og syd. Lad os elske og blive elsket; Jorden tilfalder ingen. Skønt det ikke er skrevet for at lave verden om, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan verden måske kunne have set ud, hvis digtet havde været obligatorisk læsning for mange i dets lange levetid.
Digtet er universelt; selv om jeg, uden at forstå tyrkisk, kan se og høre, at det ikke er helt det samme digt p tyrkisk som på dansk, så har vi altså, i Danmark, takket være Murat Alpar, vores Yunus Emre, der ikke rimer som den tyrkiske, men slår den danske læser med sin forankring i den jordiske virkelighed.
Vi har og haft gode digtere i Danmark; men vi har ikke noget digt fra sidste halvdel af 1200- tallet eller begyndelsen af 1300-tallet, som ser verden som en helhed, og som appellerer til sammenhold og humanisme, som den antidogmatiske Yunus Emres.
For danskere, som ikke kan tyrkisk, er Tyrkiet en realitet via indvandringen og de tyrkiske butikker, som præger min hjemby: København, der er blevet en tyrkisk forpost i Skandinavien.
Tyrkiet er også en historisk realitet: Smyrna, Troja og Konstantinopel ligger alle i Tyrkiet, det samme gør Efesos og Caesaren og alt muligt andet.
Men Tyrkiet som nutidig menneskelig realitet er et land, vi først og fremmest kender fra digtning, Nazim Hikmet, som sad mange år i fængsel og som døde i eksil, er så tyrkisk nogen, og Yaşar Kemal, som fremhævede sit slægtskab med de gamle folkedigtere af den mundtlige skole; og digtere, jeg har truffet selv, som Kemal Özer, som Cevat Çapan – så forskellige de kan forekomme – er, for mig, tyrkiske stemmer, næsten lige meget, hvad de taler om og hvem.
De taler til, om der skriver fra altanen en mørk nat i august eller fra vagtposten oppe bjergene en andet nat; og da jeg befinder mig her, lige på randen til Middelhavet, må jeg nævne endnu en, som Tyrkiet og hele verden på samme tid.
Det er selvfølgelig Dağlarca, jeg tænker på, og hans besyngelse af dette hav, vi alle er fælles om.
Bølgen leder ikke Aftenstjernen Den troende uden himmel
Bølgen elsker fuglene Hvis vingelyd kommer med det fjerne lys
Bølgen ønsker ikke at blåne Mod det overmåde store mørke
Bølgen synger i uvejrsnætter Sørøversange er frygt Hvad kunne bølgen brydes imod Om du ikke var til? (Middelhavet, XVIII)
eg forestiller mig, at det er Tyrkiet, digteren hentyder til, Jeg siger i hvert fald tak til Tyrkiet, ikke miJndt den del af det, som har ønsket at se mig her.
Hvad kunne bølgen brydes imod
Om du ikke var til?
OTEL MELODI
Skyerne over Ankara, skyerne
Fra bevidsthedsranden;
Styrtets melodi
Sådan kan det siges kort.
En have du har set,
En skov forlænger siden.
Nogen sang, hvem ved du ikke,
Heller ikke hvad.
Musik, musik,
Lyrekkens ophav.
Skriv når du kommer frem,
Et postkort i det mindste;
Vælg det smukkeste på det stativ,
Som sikkert står i receptionen,
Eller gå til kiosken nær hotellet.
Skriv, så du kan vide, hvor jeg er.
