Henrik Nordbrandt – Menneskevarme og kærlighedslængsel 

Henrik Nordbrandt var en litterær legende både herhjemme og i Tyrkiet, hvor han boede i lange perioder. Enhver kunne mærke pulsen af et varmt hjerte i Henrik Nordbrandts digte, derfor blev han i særlig grad værdsat og elsket af poesilæsere.
Foto: Haber.dk

Af Niels Hav 

Planen var, at Henrik Nordbrandt skulle møde publikum og læse op ved den dansk-tyrkiske festaften midt i januar. Sygdom kom i vejen, Henrik blev forhindret, og så i morges flaksede den sørgelige besked ud i vintermørket. Henrik er her ikke mere.

Henrik Nordbrandt var en litterær legende både herhjemme og i Tyrkiet, hvor han boede i lange perioder. Hans poesi kombinerer melankoli og humor med eksistentiel alvor, og de senere år også med et genuint politisk engagement.

I 2015, da millioner af syriske flygtninge krydsede Middelhavet og vandrede op ad de europæiske motorveje, ramte Nordbrandt os alle lige i hjertekulen med digtet ”Vuggevise”, som Politiken satte på forsiden af avisen.

LÆS:  Danskheden er en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser

Henrik Nordbrandt debuterede i 1966, og hans poesi demonstrerede fra starten et internationalt vingefang med kontakt til den klassiske modernisme. De tidlige digte rummer undertiden drømmeagtige arabesker, som med stilsikker musikalitet taler om kærlighed og længsel. Gennem årene blev Nordbrandts poesi mere enkel og klar, samtidig med at han forfinede sin stil og tematikken.

Blandt Henrik Nordbrandts yndlingsaversioner var det skandinaviske mørke og det danske vejr. Livet igennem var han en utilpasset nomade, som afskyede enhver form for politisk nationalisme og religiøs fundamentalisme. Den inderste etos var menneskevarme og kærlighedslængsel.

LÆS:  Forfatteren Henrik Nordbrandt er død - 77 år

Enhver kunne mærke pulsen af et varmt hjerte i Henrik Nordbrandts digte, derfor blev han i særlig grad værdsat og elsket af poesilæsere. De senere år havde han nedsat syn, han kunne ikke læse, og han kunne ikke se nok til at læse sine egne digte ved oplæsninger. Han var nødt til at lære digtene udenad.

Det fungerede, publikum elskede ham. Sådanne aftener, omringet af sine læsere, udfoldede han hele sit varme væsen. Var der en tyrkisk musiker, som vennen Fuat Talay, tilstede, var han let at lokke til at synge. Når Henrik Nordbrandt med dyb sonor stemme sang digte af Nâzim Hikmet kunne man i lykkelige øjeblikke få et glimt af poesiens inderste glød.

SYVTALLER 
Det varede en evighed
at blive syv år gammel.

De næste syv år gik
på et halvt århundrede

Det næste halve århundrede
tog ikke mere end syv år

Så vidt jeg derfor kan regne ud
nu hvor jeg fylder halvfjerds

om ca. syv minutter
bliver jeg 100 om nogle dage

medmindre jeg er gået ind
i evigheden forinden.

Og når den så er slut
fylder man jo syv år.

Henrik Nordbrandt 

YEDİ SAYISI
Sonsuza dek sürdü
yedi yaşına basmak.

Sonraki yedi yıl
Bir yarım yüzyıl sürdü

Bir sonraki yarım yüzyıl ise
yedi yıldan fazla sürmedi

bu yüzden anlayabildiğim kadarıyla
şimdi yetmiş yaşındayım

yaklaşık olarak yedi dakika sonra
100 yaşıma basmama bir kaç gün kalacak

Tabi ki bu arada ben
Sonsuzluğa gitmemişsem.

Ve artık her şey sona erdiğinde
Yine yedi yaşına giriyorsun.

Henrik Nordbrandt – Türkçesi: Hüseyin Duygu

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *