Politiet i Sverige vil forbyde koranafbrændinger og ikke tillade demonstrationer, hvis det varsles, at der vil blive sat ild til Koranen.
Det fremgår af et internt dokument, som er sendt til medarbejdere i politiet, og som det svenske medie Dagens Nyheter har læst.
Forbuddet gælder alene Koranen og ikke andre hellige skrifter.
Politiet begrunder forbuddet med sikkerhedsrisikoen ved koranafbrændinger.
Beslutningen kommer, efter at den dansk-svenske aktivist Rasmus Paludan i januar brændte Koranen af foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.
Episoden udløste vrede i Tyrkiet og forværrede forholdet mellem Tyrkiet og Sverige – herunder Sveriges muligheder for at blive medlem af Nato.
/ritzau/