I nutidens kultur har individet en forestilling om at “alt lader sig forme”. I modsætning til tidligere betragter man ikke sig selv, som “den, man er”, i stedet har man mulighed for at forme sig efter den man gerne vil være. Dette kan være med til at man kan skifte livsstil.
Thomas Ziehe er en tysk professor i pædagogik på universitet i Hannover. Han er kendt for sine analyser af tidens kulturelle udtryk; især blandt ungdommen. Hans arbejde er blevet flittigt brugt blandt pædagoger og lærer i Tyskland og Danmark.
Individets evner til at forme sit eget liv
I nutidens kultur har individet en forestilling om at “alt lader sig forme”. I modsætning til tidligere betragter man ikke sig selv, som “den, man er”, i stedet har man mulighed for at forme sig efter den man gerne vil være. Dette kan være med til at man kan skifte livsstil.
Vil man f.eks. skifte sin sociale identitet, kan man eksempelvis flytte fra landet til en storby, hvor livsstilen er en anden. Der medfølger dog andre problemer, end det man har i de traditionelle samfund. Eksempelvis kan en person der har levet i et diktatorisk land ønske sig frihed og demokrati.
Individet har fået et større ansvar i det senmoderne samfund. Når traditioner ikke længere bestemmer, hvordan individets liv skal udforme sig, så er det individet selv, der skal forme sit liv. Det betyder, at individet er ansvarligt for sin egen lykke. Det vil sige, at hvis man ikke er tilfreds med sit liv, så er det ens egen skyld.
Individualisering
Individualiseringen er udtryk for de traditionsbestemte livssammenhænge som går i opløsning, og dette kan være bindinger til steder, slægt, sociale klasse, religion samt køn. De individuelle fortolkninger samt afprøvninger, bliver det centrale for individet under eksperimenter med identitetsudvikling i modsætning til tidligere fortællinger af autoriteter. Der opstår dog et behov for fællesskab, men det er vanskeligt at skelne mellem individualisme og fællesskab.
Ifølge Ziehe sker individualisering når den indre verdens subjektive betydning øges, samtidige med at man får mulighed for at frigøre sig fra fortolkninger som man havde engang fra tidligere sociale miljøer. Disse muligheder skaber ifølge Ziehe midlertidige beslutningskonflikter, når de kommer i berøring med omgivelserne. Der opstår et kulturelt spillerum som er øget og som ligger fuldstændig åben, hvorimod de socioøkonomiske muligheder kan være begrænsende.
Kulturel frisættelse
Thomas Ziehes vigtigste begreb er ”kulturelle frisættelse”; ordet siger sig selv, man løsriv sig fra traditionens bånd. En sådan frigørelse er ofte modsætningsfyldt: Det er skønt med frihed, men det kan også være deprimerende når man mister kontakten til kulturelle traditioner, da det giver en absolut tryghed og målbestemmelse.
Med kulturelle frisættelse bliver man udfordret til at skulle træffe valg for sit eget liv og forme sin identitet efter de indre billeder man støder ind med, blandt andet i medier og reklamer.
Myten om formbarhed
Ziehe betragtes også som ophavsmand til begrebet ”den narcissistiske ungdom”.
I det traditionelle samfund vidste individet godt, at mulighederne var begrænset og det havde derfor ikke store forventninger til sit liv.
Ziehe ser de øgede muligheder for ungdommen i dag som årsag til et såkaldt kontingensproblem: Jo flere muligheder og jo mere frihed, jo større oplevelse af en manglende fast grund. Som reaktion på dette – siger Ziehe – at individet retter sig mod forskellige kulturelle orienteringsforsøg, som individet kan udføre for at opnå et lykkeligt liv på trods af den konstante oplevelse af usikkerhed.
Den kulturelle frisættelse har givet individet flere muligheder og dermed flere ting vi forventer af vores liv. Individet har fået større forventninger og drømme for livet, men det er ikke sikkert, at drømmene kan gøres til virkelighed. Frisættelsen kan derfor også få individet til at føle sig utilstrækkelig, når det ikke opnår det det gerne vil. Vi er altså ikke frie til at gøre, hvad som helst. Det fordi vi opfatter os selv som frie, så bliver det individets egen skyld, når det ikke udlever sine drømme. Det kalder Ziehe for myten om formbarhed.
Det centrale i alle de her fire tendenser er dobbeltheden – de giver alle nogle positive muligheder for individet, men samtidig åbner de op for en usikkerhed.
