Biologen Ada fanges ind i studenteroptøjerne i Istanbul i 2013. I 2047 er jordens klima kollapset, og sammen med ligesindede har hun søgt tilflugt i naturen. Historien springer i tid, men problematikken er den samme, omend sat på spidsen i fremtidssporet, hvor ikke ´kun` en lokal park er i fare, men en hel verden. Det satte en masse refleksioner i gang om menneskets misbrug af jorden og dens ressourcer. Gry Winsløws fremtidsroman ´Gezi Børnene`, er en klimefiktion. Bogen udkom på Forlaget Brændpunkt den 10. oktober 2023.
Af Meral BALLEGAARD
meral@danturk.com
Ada går rundt i København med hovedet fuld af Philip, journalisten som ikke er klar til faste aftaler. Specialet er afleveret, et rigtigt skrivebordsprojekt om en bille, der er tæt på at uddø. For at få en frisk start tager hun arbejde i Istanbul, sin fars by.
Ud af det blå kommer demonstrationerne for at forsvare en central park, Gezi Park, og ikke uden modstand bliver Ada en del af det. Begivenhederne er gnisten, som tænder hendes engagement. Ikke mindst på grund af Safiye og Turan, som er biologer med jord under neglene.
Biodiversitetskrisen er ikke skrivebordsarbejde. Mange år senere, i år 2047, udføres et af tidens mange terrorangreb lige op ad forskningskooperativet. Her leder Ada og andre ildsjæle efter måder at leve i en ødelagt verden. I hemmelighed frygter Ada mest af alt for sin datters skæbne. Hvor er hendes Gezi barn?
Romanen handler om kærlighed til naturen, aktivisme, engagement og vrede. Og om at gå for langt.
Historien springer i tid, men problematikken er den samme, omend sat på spidsen i fremtidssporet, hvor ikke “kun” en lokal park er i fare, men en hel verden. Det satte en masse refleksioner i gang om menneskets misbrug af jorden og dens ressourcer.
Gry Winsløws fremtidsroman ´Gezi Børnene`, er en klimefiktion. Bogen udkom på Forlaget Brændpunkt den 10. oktober 2023.
Gry Winsløw, uddannet antropolog fra Københavns universitet og lærer fra Vordingborg Seminarium. Hun har arbejdet som underviser både af børn og voksne. Gennem tiden har hun skrevet en række tidsskriftartikler og aviskronikker om kulturforhold og uddannelse.
Er Gezi Børnene din første bog?
GW: ”Min første roman hedder Exit Eritrea og er (især) skrevet til unge. Den udkom i 2017, og jeg var faktisk lige begyndt at skrive den, da Gezi-Park begivenhederne fandt sted. Den er baseret på mit eget ophold i Eritrea, hvor jeg studerede skoleforhold, samt interviews med unge flygtninge på den sprogskole, hvor jeg senere arbejdede. Jeg synes, det er spændende at skrive fiktion, der foregår udenfor Danmark, og det skyldes jo nok min baggrund som antropolog.”
Hvorfor skrev du denne bog? Hvorfor handler det om præcis Gezi?
GW: ”Gezi børnene voksede ud af to store interesser: Naturens krise på verdensplan og kampen for at bevare en park i kæmpebyen Istanbul. Der var især to ting, som ramte mig dér i sommeren 2013: For det første den kreativitet, humor og mangfoldighed, som Gezi-park bevægelsen udstrålede. Mange forskellige befolkningsgrupper deltog.”
For det andet var det den vildskab og brutalitet, som myndighederne slog tilbage med. Jeg sad og fulgte med på Facebook og Twitter. Lynhurtigt blev jeg bekendt med #ocupygezi, hvor der blev lagt massevis af fotos og videoer op. Jeg var vild med, at der blev afholdt den ene spontane koncert efter den anden i parken. At der blev malet kreative og skægge slogans på husmurene. Eller logoet med en pingvin klædt i en gasmaske som kritik af, at de statslige medier kun sendte et naturprogram om pingviner, mens demonstrationerne og politiets vold voksede i gaderne. Det var også utroligt, at noget, der var startet som nogle få ildsjæles kamp for at bevare en park i Istanbul, kunne sprede sig til byer i hele landet. Jeg var rystet over politiets vold. Jeg spekulerede, som så mange andre over, hvilken betydning begivenhederne ville få for landet på længere sig. Kort sagt var jeg meget optaget af sagen.
Hvor godt kender du Tyrkiet og hvad er dit forhold til Istanbul og Gezi begivenheder?
GW: ”Jeg måtte sidde hjemme og følge med i mediedækningen, for jeg kunne ikke bare lige smide alt og rejse til Tyrkiet. Især min veninde N. postede hver dag materiale, som slog benene væk under mig. Måske skulle jeg fortælle, hvor jeg kender hende fra. Jeg rejste til Tyrkiet for første gang i starten af 1980’erne. Min kæreste og jeg kørte hele dage i bus gennem landet, blev parfumeret med store håndfulde tyrkisk eau de cologne og lyttede til sangeren Ibrahim Tatlises. Hans nye LP lød fra bussens højtalere som et lydtæppe til landskabet.
Vi vandrede rundt i byer og flækker. Drak te og sludrede med folk. Blev inviteret til omskærings- og bryllupsfester. I Konya gjorde vi holdt, så vi kunne møde danske gæstearbejdere hjemme på ferie.
Jeg var begyndt at læse antropologi, fik venner i København blandt flygtninge fra militærregimet i Tyrkiet og gik til tyrkisk på Studieskolen.
Næste gang vi tog til Tyrkiet, besøgte vi familierne til nogle af vores venner. Nevay var en af dem. Vi havde hilsener og gaver med fra sønner, døtre og søskende, som ikke selv kunne tage på feriebesøg af frygt for igen at blive arresteret og tortureret. Til gengæld hørte vi beretninger, jeg aldrig har glemt. Nogle af dem har fundet vej til min bog Gezi børnene.
I de følgende år interviewede jeg (i Danmark) børn og voksne med baggrund i Tyrkiet i forbindelse med flere projekter på universitetet. I 1990’erne gik jeg til kurdiske Newroz fester og andre kulturelle arrangementer. Jeg ventede nervøst hjemme i Danmark, mens min kurdisk-tyrkiske kæreste rejste til Tyrkiet første gang efter, at han havde fået dansk pas (han havde flygtningestatus). Han kom helskindet tilbage. I Gezi børnene kan du finde flere stumper og smådele fra hans livshistorie.
Min magisterkonferens på antropologi kom til at hedde Ahmet og Fatma skal giftes! Ægteskab og migration mellem Tyrkiet og Danmark. Jeg lærte utroligt meget om det tyrkiske samfund ved at skrive den. Senere underviste jeg i migration fra Tyrkiet et par semestre på Institut for Antropologi.
Da jeg gik i gang med at lave research til Gezi børnene, læste jeg selvfølgelig også faglitteratur skrevet af sociologer og antropologer om begivenhederne omkring Gezi park i 2013 og derefter. På det tidspunkt var der gået nogle år, og da jeg rejste til Istanbul for at interviewe folk og udvælge lokationer til scener i bogen, var meget allerede forandret, politisk, arkitektonisk og så videre.”
Har du nogen kontakt med det tyrkiske samfund i Danmark?
GW: ”Min kæreste og jeg blev ikke ved med at være kærester, men vi er stadig nære venner og vi har fulgt med i hinandens liv lige siden. De andre af mine venner, som kom til Danmark fra Tyrkiet, har jeg kun kontakt med på Facebook nu, fordi jeg for flere år siden forlod København og flyttede på landet. Så er det svært at bevare forbindelsen. Til gengæld har jeg haft kolleger med tyrkisk baggrund på flere arbejdspladser, og det er altid lidt hyggeligt at møde folk, som bliver glade for, at man kender lidt til deres hjemland.”
Kommer der flere bøger eller fortsættelse af Gezi Børnene?
GW: ”Jeg tror ikke, der kommer en fortsættelse af Gezi børnene. Lige nu arbejder jeg på en kulturhistorisk biografi.”
Vil bogen udkommer på andre sprog, herunder på tyrkisk?
GW: ”Jeg ville selvfølgelig gerne have, at Gezi børnene blev oversat til tyrkisk, hvis der er en læserskare til bogen i Tyrkiet. Det kræver dog noget fondsstøtte, for der ligger mange timers arbejde i at oversætte, og jeg ville helst kunne betale for at få det gjort.”
