SAS udvider til sommer med 15 nye ruter fra København

Direkte ruter fra København til Madrid, Malta, Seattle og Krakow er en del af SAS’ nye sommerprogram.
Foto: Haber.dk

Luftfartsselskabet SAS vil rejse til og fra endnu flere destinationer i sommeren 2025 og bygge et internationalt knudepunkt for lufttrafik.

Det skriver SAS i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Sommertrafikprogrammet for næste år byder på 15 nye ruter fra Københavns Lufthavn.

Blandt de 15 ruter er blandt andet Krakow i Polen, Madrid i Spanien, Budapest i Ungarn og Malta. Desuden åbner indenrigsflyvningen fra København til Billund igen efter fem års fravær.

Allerede tirsdag kunne selskabet løfte sløret for, at det genåbner langdistanceflyvninger til Seattle i USA efter 16 års fravær som led i det nye sommerprogram, der træder i kraft 30. marts næste år.

De nye ruter kommer som led i selskabets nye begyndelse, hvor en del af gælden er annulleret, og selskabet officielt er trådt ud af konkursbeskyttelse og har budt nye ejere velkommen.

Topchef i SAS Anko van der Werff siger i meddelelsen, at SAS nærmer sig at blive et konkurrencedygtigt og finansielt stærkt luftfartsselskab.

– Ved at forstærke København som vores vigtigste knudepunkt og udvide vores netværk øger vi forbindelser og økonomisk vækst – ikke kun i Danmark, men på tværs af Skandinavien, siger topchef i SAS Anko van der Werff i meddelelsen.

Han tilføjer, at det betyder flere rejsemuligheder for SAS’ passagerer.

Tirsdag annoncerede SAS også, at selskabet vil styrke sin tilstedeværelse i Sverige med en milliardaftale.

Her lød det, at SAS har indgået en syvårig aftale med det svenske luftfartsselskab Braathens Regional Airways (BRA). Aftalen, der har en samlet værdi på seks milliarder svenske kroner, betyder, at BRA kommer til at dække indenrigsruter i Sverige på vegne af SAS.

LÆS:  Stoltenberg vil mødes med tyrkiske og svenske ledere på mandag

Derudover skal partnerskabet også være med til at fodre Københavns Lufthavn med mere aktivitet.

Derfor er SAS’ udmelding også godt nyt for de danske rejsende, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

– Det er et signal om, at København bliver et endnu mere centralt knudepunkt for SAS, både hvad angår feriedestinationer og eksportmarkeder.

– Der bliver flere forbindelser til og fra lufthavnen, og det gavner hele Danmarks erhvervsliv og skaber vækst og arbejdspladser.

– Det er selvfølgelig også godt nyt for SAS, hvis de kan tjene penge på det. Og det er der gode forudsætninger for, at de kan, siger han.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *