EN HİSTORİSK UDMELDİNG
Den fængslede leder Abdullah Öcalan af terrororganisationen det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, erklærer væbnet kamp forbi og opfordrer PKK til at nedlægge våbnene – men kan initiativet overleve politiske og strategiske udfordringer?
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
Den 27. februar 2025 markerede en bemærkelsesværdig begivenhed, da det prokurdiske parti, DEM afholdt en pressekonference i Istanbul for at fremlægge et nyt budskab fra den fængslede leder, Abdullah Öcalan, af det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK.
I et tre sider langt brev, oversat til tyrkisk, kurdisk, arabisk og engelsk, erklærede Öcalan, at “æraen med væbnet kamp er forbi”.
Brevet, som blev oplæst og vist på storskærme i byer som Diyarbakir og Van, opfordrer PKK til at opløse sig og søge en demokratisk løsning på konflikten. Öcalan fremhævede det historiske bånd mellem tyrkere og kurdere som grundlag for et styrket partnerskab og ærede tabene på tværs af konfliktens parter – soldater, politi og civile.
Selvom hans isolation på İmrali-fængslet udelukkede en videoudtalelse, understregede brevet symbolsk tyngde og multilingual formidling dets politiske rækkevidde.
PKK er det kurdiske arbejderparti i Tyrkiet og er ifølge tyrkisk lov en terrororganisation. Både EU og USA har PKK på deres terrorlister.
Abdullah Öcalan har siddet fængslet på øen Imrali ud for Istanbul, efter at han for knap 26 år siden blev fængslet for landsforræderi.
På trods af sin fængsling har han haft stor indflydelse over PKK.
Politiske dynamikker og strategisk timing
Öcalans udspil kommer i en periode præget af betydelige politiske og regionale skift. I oktober 2024 foreslog Devlet Bahceli, leder af det ultranationalistiske MHP, overraskende, at Öcalan kunne løslades, hvis han afsværgede vold og nedlagde PKK – et usædvanligt signal fra en aktør, der traditionelt har modsat sig kurdiske krav.
Dette blev fulgt af sjældne besøg fra DEM-delegationer hos Öcalan i december 2024 og januar 2025, hvilket antyder en koordineret optrapning frem mod denne erklæring. Samtidig har Assad-regimets fald i Syrien i december 2024 ændret det geopolitiske landskab, idet det har svækket PKK’s syriske allierede, YPG, og muligvis skabt et strategisk vindue for Tyrkiet til at presse på for nedrustning.
Disse faktorer indrammer udmeldingen som et produkt af både indenlandsk taktisk positionering og eksterne muligheder.
Håb og forbehold
Reaktionerne på Öcalans appel spænder bredt. PKK’s ledelse i Qandil-bjergene har endnu ikke taget endegyldigt stilling, men tidligere udtalelser fra Murat Karayılan indikerer skepsis.
De har konsekvent argumenteret for, at kun en fri Öcalan kan legitimere en nedrustning, og kræver klare garantier for kurdiske rettigheder.
Blandt kurdiske politikere er der delte holdninger: Nogle ser brevet som et skridt mod fred og politisk integration, mens andre advarer om risikoen for fiasko uden Öcalans løsladelse eller bindende statslige tilsagn.
I Tyrkiet kan nationalistiske fraktioner modarbejde kompromisser, selvom Bahcelis forslag ånder en vis pragmatisme. Offentligheden afspejler denne ambivalens – mens folkemængder i Diyarbakir viste optimisme under fremvisningerne, er tilliden svækket af tidligere fejlslagne fredsprocesser.
Perspektiver og udfordringer
Hvis PKK følger Öcalans opfordring, kan det deeskalere en konflikt, der i årtier har destabiliseret Tyrkiet og regionen. En sådan udvikling kunne bane vej for forfatningsreformer, der anerkender kurdiske kulturelle og politiske rettigheder og potentielt inkorporerer kurdiske bevægelser i det demokratiske system. Dog er udfordringerne betydelige.
PKK’s decentrale struktur vanskeliggør ensartet implementering, og den dybe gensidige mistillid mellem parterne udgør en barriere. Tyrkiets regerings villighed til at gennemføre reformer og overveje Öcalans løsladelse bliver afgørende. Uden fremdrift risikerer initiativet at udløse fornyet vold og forværre konfliktens ar.
Et skæbneøjeblik
Abdullah Öcalans brev repræsenterer et modigt forsøg på at afslutte en konflikt præget af blodige sammenstød og gentagne brudte løfter. Dets succes afhænger af PKK’s lydhørhed, den tyrkiske stats respons og en fælles forpligtelse til at adressere kurdiske aspirationer.
De kommende uger vil afgøre, om denne historiske appel indvarsler en ny æra af forsoning eller blot tilføjes listen over ubenyttede muligheder. Med et internationalt fokus rettet mod Tyrkiet er indsatsen enorm.
