Sveriges efterretningstjeneste vurderer, at sikkerhedstruslerne mod landet er mange og svære at forudsige.
Der er en “betydelig risiko” for, at sikkerhedssituationen i Sverige forværres yderligere.
Det vurderer den svenske efterretningstjeneste Säpo ifølge nyhedsbureauet TT.
Säpo præsenterer tirsdag sit sikkerhedsbillede for 2024-2025 i en rapport.
Ifølge Säpo udvikler begivenheder i verden sig hurtigt, hvilket gør det svært at forudsige, hvordan sikkerhedssituationen i Sverige vil blive påvirket.
– Der er en betydelig risiko for, at sikkerhedssituationen kan forværres yderligere, og det kan ske på måder, som er svære at forudsige, siger Säpo-chef Charlotte von Essen i en pressemeddelelse.
Der findes allerede flere sikkerhedstrusler mod Sverige og Europa, som eksempelvis ulovlige efterretningsaktiviteter og cyberangreb, lyder det.
Efterretningstjenesten vurderer desuden, at fremmede magter opererer på en måde, der truer sikkerheden, samt at de bruger hybride aktiviteter til at destabilisere Sverige og Europa. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det vurderes desuden, at der er en øget russisk risikovillighed i forhold til trusler om sabotage selv i Sverige, skriver TT.
– Den russiske angrebskrig i Ukraine fortsætter, men der sker ændringer i USA, som kan komme til at påvirke sikkerhedssituationen, siger Charlotte von Essen på et pressemøde tirsdag.
Rusland er fortsat den største trussel mod Sverige, lyder det i rapporten. Men Säpo adresserer også truslen fra lande som Iran og Kina.
Samtidig vurderes det, at terrortruslen mod Sverige fortsat ligger på et højt niveau. Siden august 2023 har terrortrusselsniveauet ligget på trin fire ud af fem.
Efterretningstjenesten beskriver et diversificeret trusselsbillede. Det handler dels om ideologisk motiverede trusler fra voldsparate islamister og højreekstremister og dels om unge, som er blevet radikaliseret online, og som først og fremmest fascineres af voldshandlinger.
Der er tale om et forandret trusselsbillede, som er mere mangefacetteret, siger Charlotte von Essen ifølge TT.
– Vi har i længere tid set en stigning i onlineradikaliserede unge, som tiltrækkes og fascineres af den grove vold frem for at være drevet af en ideologi, siger hun.
/ritzau/