I mit første interview på Danturk.com har jeg valgt at præsentere Salim Abdali for læserne. Salim fortæller i interviewet med sine egne ord historien om sin ankomst til Danmark og livet gennem godt fire årtier i Danmark. Salim er en alsidig irakisk-dansk forsker, digter og oversætter. Han er uddannet biofysiker fra Niels Bohr instituttet ved Københavns Universitet og har efterfølgende undervist på DTU. Han har sidenhen erhvervet sig titlen som digter med en række bøger på arabisk og dansk.
Hvornår og hvordan kom du til Danmark?
’Det var et stepindium fra København Universitet til et Ph.d.-studie der bragt mig til Danmark, i 1982. Og med det samme begyndte jeg på fysik-studiet, fordi fysik havde jeg i forvejen studeret i Irak, og havde endda en Bachelor grade derfra, dog der var en hel del forskel mellem det vi havde studeret i Irak og det jeg skulle her i København. Alligevel lykkedes mig at blive færdig, og til sidst fik min Ph.d. Det skete det et par år efter ankomsten, nemlig mit irakisk pas var lige ved at udløbe, og jeg måtte på det irakiske ambassade og fornyere det. Og her skete noget typisk for regimet dengang. Konsulen fortalte mig, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg var dømt til 2 henrettelse og 45 års fængsel! alene fordi jeg ikke havde tilmeldt mig værnepligten under krigen med Iran, og begyndte på et studie på fremmede undervisnings institut. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvilke domme skulle eksekveres først? Det syntes han ikke var morsomt, men jeg var jo nysgerrig. Nåh, det førte senere til at jeg af denne grund kunne tildeles en opholdstilladelse, og lige siden har jeg haft en fastknytning til Danmark, men har boet og arbejdet i USA, England, Holland, Tyskland og Kina.’
Har du nogensinde overvejet at rejse tilbage til Irak?
’Kort svar nej. Jeg flygtede fra Irak ikke alene af politiske årsager, men også af de kulturelle, dvs. de arabiske-muslimske kulturer, og så længe at disse omstændigheder hersker der, ser jeg ingen grund til at vende tilbage. Samt hvis jeg skulle vende tilbage, ville jeg være en total fremmede, efterhånden er der intet tilbage af det jeg forlod den gang, hverken min skole eller gade eller venner eller familie… for mig findes Irak ikke mere. Desuden har den amerikanske invasion omdannet landet til en skueplads for dem der suger landets formuer og nyder af at bibeholde tilstanden sådan. I dag er uretfærdighed, fattigdom og ikke mindst vold er dominerende kultur i Irak, og det kan læses i FN’s rapporter, hvert år, nu er landet ikke andet end jungle.’
Hvad mener du med det politiske og kulturelle?
’Se, efter 40 år i eksilet, er det svært at blive det samme som den gang jeg flygtede fra Irak. Jeg har udviklet mig frem, mens landets kultur er gået baglæns! Saddam Husseins projekt samlede det værste fra to verdner, nemlig nazismen og den arabiske i det 7. århundrede. Baath parti havde social nationalistisk ideologi, inspireret af nazismen. De kopierede og praktiserede samme metoder som Nazismen i Europa, og efterladede ingen plads til andre meninger. På den anden side, var Saddam & Co af arabiske-muslimsk baggrund, dvs. de havde ikke så meget tilovers for andres meninger eller tænkemåder, blot en hierarkisk struktur, hvor loyaliteten for klanen hersker. Amerikanerne har bestyrket og fastlagt denne kultur, simpelthen fordi den passer deres interesse fint, som den amerikansk guvernør (Bremer) i Irak fortalte i sin autobiografi.
Dit første job i Danmark?
’Mit første job var mens jeg studerede, da arbejdede jeg som kulturformidler hos Dansk Flygtningehjælp. Ved siden af mit fysik-studie fik jeg en translatøreksamen fra Handelshøjskolen (nu CBS) i dansk og arabisk, således kunne jeg arbejde som tolk og kulturformidler. Det må være i slutningen af 80’erne. Men siden jeg blev færdig med mit studie, i 1992, har jeg arbejdet kun som akademiker på forskellige universiteter, både forskning og undervisning.’
Hvad var dine forventninger før du kom til Danmark, og har du opnået noget af dem?
’Ingen! Mit kendskab til Danmark dengang var så godt som ingen ting. Første gang hørte vi om Danmark, var gennem deres mejeriprodukter i Irak, for den første mejerifabrik i landet var dansk. Dog under mit ophold i Frankrig, hvor jeg studerede fysik på Madamme Curie Universitet, fik jeg et tilbud om at færdiggøre mit studie i Danmark. Og det tog jeg imod. Derfor vil jeg sige, at mine forventninger var udelukkende at blive færdig med studiet, og det har jeg opnået med stor succes… Det kan man godt sige.’
“Som udlænding kan jeg ikke sige, at jeg af denne grund har haft nogle vanskeligheder i starten, men det kom senere, først efter 20 år, da jeg mødte reel forskelsbehandling på arbejdsplads, selv det akademiske, mellem dem der betragtes danskere og dem ikke! Det var sådant forhold der fik mig til at vandre ud af danske universiteter, det kunne jeg slet ikke tage det.”
Hvilke vanskeligheder har du haft som indvandrer i Danmark?
’Min situation i starten var ikke let, idet jeg ingen netværk havde, jeg kendte ikke en sjæl i Danmark da jeg ankom, kendte ikke noget til kulturen, ikke engang, hvor der kunne købes krydderier, og ikke at nævne, hvor man kumme mødes med folk! Simpelthen fordi der ikke var nogle caféer på tidspunktet i København, og det var uforståeligt for én som lige er kommet fra Paris og med baggrund fra Mellemøsten. Ja, jeg var ret alene, dog ikke ensom, siden jeg havde inden vanskelighed i at integrere mig i samfundet, og siden jeg havde mit studie, gik det ikke længe inden jeg fik et vist netværk. Senere blev jeg aktiv i politik, mest imod krigen i Irak, og det forsynede mig med mulighed for at udvide omgangskredsen her i landet.
Som udlænding kan jeg ikke sige, at jeg af denne grund har haft nogle vanskeligheder i starten, men det kom senere, først efter 20 år, da jeg mødte reel forskelsbehandling på arbejdsplads, selv det akademiske, mellem dem der betragtes danskere og dem ikke! Det var sådant forhold der fik mig til at vandre ud af danske universiteter, det kunne jeg slet ikke tage det.
Hvordan håndterer du de fremmedsprog du kender?
’Jeg er et sprog menneske, og bruger ikke mindre end tre sprog dagligt, og på alle niveauer, taler, læser og skriver. Mit studie, både i Bagdad og her, har været på engelsk, og efter næsten 40 år i Danmark er dansk også mit sprog. Jeg skriver endda digte i disse sprog.
Jeg underviser, forsker og publicer på engelsk, og har omtrent 50 videnskabelige publikationer på engelsk. På dansk har jeg selv 2 digtsamlinger, og 20 oversætte bøger, digtsamlinger, romaner og børnebøger, til dansk. På arabisk har jeg selv 4 digtsamlinger, to oversatte romaner og flere børnebøger. Jeg har også skrevet et manuskript til en dansk kortfilm og været med til at skrive et teaterstykke for Det Kongelige Teater.
Hvornår begyndte du at skrive digte?
’Jeg kan ikke huske et bestemt tidspunkt, hvor jeg kan pege på som start, men jeg har altid skrevet, først til naboens datter i ungdommen, og siden som noget man beholdt til sig selv. Men professionelt skete det faktisk den gang jeg, sammen med andre forfattere, har etableret et arabisk-dansk kulturcenter, og hvor vi udgav et litteraturtidsskrift, omhandlede arabisk og dansk eller skandinavisk kultur. Her var jeg deres eneste oversætter, og begyndte på at oversætte b.la. digter. Gennem oversættelses forløb gik det op for mig, at jeg havde noget der levede op til det jeg oversat. Mine digte var ikke mindre gode end dem jeg havde oversat, og kunne flugte i samme stil med de arabiske og danske digte. Så begyndte jeg at samle på dem, og senere udgav dem her i Danmark, første gang i 1993 i et dansk tidsskrift “Ildfisk”.’
Har du rejst meget…, hvad er det du har lært af det?
’Jeg har rejst i alle 5 kontinenter, og efter at have set rigtig mange lande og lært forskellige kulturer at kende, opdagede at vi “de rejsende” normalt slæber på en bagage af fordomme med os. Systematiske fordomme, af den slags som skolen, fortællinger og ikke mindst medierne er med at danne, og ikke mindst fra historier bøger vi læser. I hele verden læser man jo bestemte bøger, som ikke helt passer til virkeligheden. Det er noget lavet af enten kolonialister eller nationalister eller religiøse instanser, o.lign. Derfor har det været utrolig vigtigt for mig at være åben, når jeg på rejsen møder en anden kultur, og det er yderst nødvendigt at efterlade fordommene hjem, så er man helt rent, altså så meget som overhoved muligt, for at kunne tage imod hvad andre kulturer tilbyder.
Det har været en øjenåbner for mig, at hvert eneste land jeg har været i, passer simpelthen ikke med de historier, jeg har lært, hverken på arabisk eller engelsk eller dansk. Alt vi læser er påvirket af vores baggrund, altså biased, som man siger, imod det vi synes ikke om. Det er netop det der gjord bogen “Orientalismen” af Edward Said et fast pensum på fleste universiteter rund om i verden, især på sociologistudie. I denne bog samler Said på alle den vestlige forskning, analyser den, og viser hvor ensidig den er. Bogen har skabt en stor debat, og gør stadig. Derfor har jeg lært at være åben og begyndte at rense mig for klicheer om andres kultur, og tager imod alt, indtil jeg kommer til at lære dem rigtig at kende. Først derefter vil jeg danne en mening. Selvfølgelig har jeg, gennem rejsen, lært, hvorledes vi allesammen er forbundet med hinanden, afhængige af hinanden, på trods de tre århundreder af kolonisme og den vestlige herredom.
Hvad savner du mest fra dit hjemland?
’Som sagt tidligere, er alt der var for mig i Irak forsvundet… skolen, gade navner, mennesker jeg kendte, alt er forsvundet. Ingen af mine familiemedlemmer bor længere dernede. Alt er bort. I mit Bagdad fra dengang er nu tilbage et billede af moderne liv, hvor vi dengang levede i samtiden, fulgte med tiden, litteratur, musik, kunst, alt nede af samtiden. Bagdad var anderledes, og et eksempel fra dengang i 1970erne, da jeg gik på universitetet, er vores hold, som bestod af 300 studerende med lige så mange piger som drenge, og på hele holdet var der kun én enkelt pige der gik med slør. I dag er der på ethvert irakisk universitet mere end 80 procent af de kvindelige studerende går med slør. Pigerne gik dengang med mininederdele og med stramme bukser og skjorter, drengene gik med trompetbukser og lange bakkenbarter, altså levede i samtiden. Dengang havde jeg min familie i Bagdad, mine venner, min første kæreste og jeg kendte alle steder og kroger af byen. Lad mig sige sådan, jeg savner efterhånden Irak som jeg savner min bedste ven (Klavs Bondebjerg) som døde for 15 år siden. Både er borte.’
Har du danske venner eller en rigtig god dansk ven?
’Bestemt. Jeg har rigtig gode danske venner som jeg kan stole på og regner med, fleste af dem fra dengang jeg kom til Danmark, dvs. mangeårige venner, og det værdsætter jeg højt’.
“Min største drøm er, at man en dag kan læse den samme historiske bog i hele verden, det er, efter min mening, det første skridt for verdensfred. Det er selvfølgelig en kæmpe stor drøm, men drømmen er jo det første skridt til realiteten. Spørgsmålet er, om man kan være enig om det.”
Hvad har du tænkt dig at lave fra nu af, nogle drømme/projekter?
’Jeg bruger mest af tiden på at skrive. Jeg prøver at udfordre den konventionelle tænkemåde, hvor verden er enten sort eller hvid. Jeg ønsker at være med at skabe en bevidsthed ”awareness” om, hvad hver især kan byde på og bidrage med, i nært såvel som fjernt, således vi kommer nærmere på hinanden. Det er sådan har verden udviklet sig. Folk lærte af hinanden, sjovt nok gennem de rejsende og gennem handlen og udvekslingen. Silkevejen er et lysende eksempel på det. Ellers, hvor ville Europa have været, hvis det ikke havde lært af kinesere, arabere, indere, og andre civilisationer? Det her faktum er ofte ikke udtalt, folk tror at det altid har været sådan, hvor europæere altid har været på forkant og hele verden måtte følge efter. Sådan er selvforståelsen i Europa. Derfor er bevidstheden om, hvad flugt og indvandring endelig betyder, meget afgørende for sameksistensen og mellemmenneskelig forståelse der altid fører til mere fred. Hvis sådan bevidsthed eksisterede, ville vi aldrig have oplevet så megen had mod flygtninge og indvandrere i de seneste år bl.a. her i Danmark. Hvis man var bevidst om, hvorfor man flygter fra sit hjemland, fra sine elskede og nær kontakter, og hvad det endeligt er man flygter fra, ville man se anderledes på problematikken, og der ville være mere kærlighed i verden. Selv i den nuværende situation, hvor ukrainske flygtninger strømmer til resten af Europa, skal man spørge, hvorledes alle hjerter er blevet åbne for dem, da de for de afghanske og syriske flygtninger var lukket for et par dage siden? Det skal selvfølgelig ikke pakkes i racismen, religion eller hudfarver, ellers er det for nemt. Det skal ses i lyset af, hvilke fortællinger er blevet skabt omkring de stakle ukrainer og hvad de har været udsat for, lige som de omstændigheder som afghanere og syrer måtte opleve. Bevidstheden kan skabe bedre og mere kritisk holdning, hovedsærligt overfor magthaverne og deres agendaer. Det samme gælder for, hvorledes et fjendebillede er blevet skabt, og om hvorledes vi nemt køber det.
Min største drøm er, at man en dag kan læse den samme historiske bog i hele verden, det er, efter min mening, det første skridt for verdensfred. Det er selvfølgelig en kæmpe stor drøm, men drømmen er jo det første skridt til realiteten. Spørgsmålet er, om man kan være enig om det.
For mig er der ikke en kultur der er bedre end andre, og kulturen der er skabt gennem tusindvis år, tilhører alle mennesker, ikke kun bestemte folk fremfor andre, vest eller øst. Selvfølgelig kan vi lære af hinanden, og det stærkeste lands kultur er kan aldrig være den bedste. Hvis vi ikke respekter hinandens kultur så har vi et problem, manifesterer sig som reel i krig.
Hjemlandet kan ikke udgøres af jord, det er kun mennesker der gør et land til hjemland.
Vil du leve resten af dit liv her i Danmark?
’Sandsynligvis… Jeg har en søn på 30 år som bor i Danmark, min mor og søskende bor også her, samt mine gode venner. Men landet som så betyder ikke så meget for mig. Jeg bærer ikke på identitet, der er baseret på religion eller nationalitet, tværtimod, jeg har ingen religion og heller ikke nationalitet… mit hjemland er dem jeg elsker og holder af… jeg vil aldrig dø for et stykke jord, for et bestemt land, men for et menneske, vil jeg gøre det.’
Salim Abdali har oversat den største arabiske digter Adonis’ bøger til Dansk. Salims sidste digtsamling hedder ”Det i dine hænder”.
