”Jeg tror, min far er den første immigrant, der bragte sin familie til Køge fra Tyrkiet. Jeg husker dengang, vi var den eneste tyrkiske familie, der boede der med deres kone og børn. Min far var kommet her før vi kom, og han tog os med et par år senere.”
Året var 1971. På det tidspunkt boede gæstearbejdere på steder som kaserner og sov i køjesenge i et værelse. Erdogan Adanir, som gik i 3. klasse i folkeskolen i Sereflikochisar i Tyrkiet, forlod skolen og flyttede til Køge med sin mor og fire søskende for at bo hos sin far. Erdogan kom til Danmark i 1971 og hans første rigtige job var sproglærer i 1982. Efter dette startede Erdogan Adanir sin læreruddannelse i København i 1983 og arbejder stadig som skolelærer.
De første års udfordringer
”Jeg havde sproglige og kulturelle vanskeligheder i Danmark i de første år… De mennesker, jeg mødte, var mennesker med mund, øjne og ører som os, men når de åbnede munden, kom der andre lyde ud. Jeg var meget overrasket over dette som barn.
Først forstod jeg ikke et eneste ord. En lærer fra skolen gav mig og min bror privattimer to gange om ugen uden for skoleundervisningen. Heldigvis kom jeg i en meget ung alder, jeg begyndte at forstå sproget i 6 måneder.
Sproget er meget afgørende og vigtigt for et menneskes liv. Da jeg kom hertil, havde jeg ingen forventninger, jeg vidste ikke meget om landet. Jeg var et 9-årigt barn, jeg kendte ikke andre end min far og mor. Med tiden lærte den uddannelse, jeg fik, de kurser, jeg deltog i, og de mennesker, jeg mødte, mig meget.
Hvad synes du er de gode ting ved at bo i Danmark?
”Mit hjem i forhold til kultur og sprog er Danmark. Jeg føler mig fri og hjemme her. Mit modersmål er næsten dansk. Jeg tænker med det sprogs koder og mentalitet. Jeg elsker ligheden mellem de sociale lag i dette samfund. Der er ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, ligesom der er ligestilling mellem mænd og kvinder.
Mennesker af samme køn kan nemt blive gift og finde et arbejde, de er ikke udelukket fra samfundet som i Tyrkiet.
Hvad angår sprogfrihed… Jeg praktiserer ikke selvcensur, når jeg taler i Danmark. På tyrkisk skal du konstant tale og tænke over, hvem du taler med, og hvad du taler om; her er forholdet derimod mere frit og behageligt. For eksempel er der ingen regler eller begrænsninger for, at en bestemt gruppe vil blive talt på en bestemt måde.
Når jeg taler dansk, kan jeg tale frit uden skam eller skyld. Relationer mellem mennesker er naturlige og respektfulde. Danskerne ser dig først som et menneske-individ. Din etnicitet kommer senere.”
Jeg ved du maler, er du kun interesseret i at male?
“I min fritid skriver jeg poesi og maler… Jeg har også prøvet at være skuespiller i en serie: Jeg medvirkede i andet afsnit af en tv-serie kaldet “Lulu og Leon”. I december 1999 blev min oliemaleriudstilling åbnet på Symbion Research Center.”
Vil du tilbringe din alderdom og de sidste år af dit liv i Danmark?
“Helt klart ja.”
Har du nogle nære venner her?
”Næsten alle mine venner er dansker, selvfølgelig har jeg en nær ven iblandt dem. Danskernes forkærlighed for personlig frihed bliver nogle gange tolket som kold eller afsides, især for folk fra andre kulturer, der har stærke familiebånd og er opdraget til at afhænge af godkendelse fra dem omkring dem.”
Hvad er de ting, du savner fra Tyrkiet?
“Jeg savner klimaet, de naturlige skønheder og nogle gange de mennesker, jeg mødte der.”
Har du nogle planer eller drømer for fremtiden?
”Først og fremmest vil jeg som lærer gerne forbedre mig i didaktiske metoder. Jeg underviser børn i dansk og malerkunst. Jeg ønsker at kunne undervise efter alle elevers niveau, færdigheder og vanskeligheder, med hensyntagen til elevernes forskelligheder, og træne dem godt. Min drøm er at bruge mere tid på kunst og fokusere mere på maleri.”
Erdogan, 58 år, der har været bosat i Danmark i næsten 50 år, bor sammen med sin danske kone og søn. Adanır, som også har ledelseserfaring, arbejdede som leder i Sønderbro Skole i fire år. Erdogan Adanir bor i øjeblikket i sit sommerhus på øen, Møn, en af de smukkeste regioner i Danmark.
