Med finanslovsforslaget for 2023 vil regeringen øge støtten til Ukraine og nærområderne og gøre udviklingsbistanden mere grøn.
Danturk.com
Ruslands invasion i Ukraine har sat dybe spor i Europa og i verden. Millioner af ukrainere er blevet fordrevet fra deres hjem og har søgt tilflugt i Europa – også i Danmark.
De østeuropæiske naboskabslande er blevet mere skrøbelige og oplever et pres på de demokratiske værdier og institutioner. Krigen i Ukraine har også forværret den globale fødevarekrise, som rammer de fattigste og skrøbeligste lande hårdt.
Med finanslovforslaget for 2023 vil regeringen afsætte i alt 1,2 mia. kr. til hjælp i Ukraine, de øvrige østlige europæiske nabolande samt til en ekstra hjælpepakke til de globale afledte effekter af krigen i tillæg til Danmarks langsigtede fødevare- og økonomiske hjælp til sårbare lande, særligt i Afrika, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
”Ruslands brutale krig i Ukraine betyder, at vi befinder os i en helt ny geopolitisk virkelighed. Det må vi forholde os til. Det betyder, at vi skal give mere støtte til de lande, der er ramt af blandt andet fødevarekrisen, og at vi skal hjælpe mere i Ukraine og de europæiske nabolande. Vi skal støtte humanitært og med genopbygningen, når det er muligt. Vi beder andre lande om at tage mere ansvar i deres nærområder, og derfor skal vi naturligvis også hjælpe, når der er krig i vores eget nærområde,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
Med finanslovsforslaget for 2023 giver regeringen et yderligere løft til klimabistanden på 675 mio. kr., og leverer samlet på sin ambition om 30 pct. af bistanden til grønne indsatser. Regeringen har en ambition om, at klimabistanden særligt skal komme de fattige og sårbare lande til gode. Regeringen arbejder for, at Danmarks bidrag til den internationale klimafinansiering fra og med 2023 vil udgøre mindst 1 pct. af det globale mobiliseringsmål på USD 100 mia., der blev aftalt på COP15 i København.
”Klimaforandringerne har voldsomme konsekvenser. Jeg har med egne øjne set den tørke – blandt andet i Etiopien – som betyder, at høsten går til, og mennesker mangler vand og mad. Det forværrer nogle allerede meget vanskelige vilkår for millioner af mennesker. Regeringen tager klimakrisen dybt alvorligt. I 2023 vil vi afsætte 4,2 mia. kr. af bistanden til grønne indsatser i udviklingslandene,” siger Flemming Møller Mortensen.