Minister: Person mistænkt for bombeeksplosion i Istanbul anholdt

Tyrkiets indenrigsminister beskylder PKK for at stå bag en bombe, der dræbte seks, i Istanbul søndag.

Foto: AA

En person, der er mistænkt for at have plantet en bombe, der søndag forårsagede en eksplosion i Istanbul i Tyrkiet, er blevet anholdt af politiet.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu på sin engelsksprogede Twitter-konto natten til mandag.

Nyhedsbureauet citerer landets indenrigsminister, Suleyman Soylu, for udtalelsen.

– Personen, der plantede bomben, er blevet anholdt, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Seks personer mistede livet, og 81 personer blev såret, da bomben detonerede på en travl gågade i det centrale Istanbul.

Efter angrebet har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagt, at angrebet “lugter af terrorisme”.

Præsidenten og vicepræsident Fuat Oktay har sagt, at det kan være en kvinde, der står bag angrebet.

Hvorvidt den anholdte er en kvinde, siger indenrigsministeren ikke umiddelbart noget om natten til mandag.

Foto: AA

Indenrigsministeren beskylder dog ifølge nyhedsbureauet AFP det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK) for at stå bag angrebet. PKK er terrorstemplet af USA, EU og Tyrkiet.

– Ifølge vores fund er det terrororganisationen PKK, der er ansvarlig, siger Soylu.

Eksplosionen fandt sted nær Taksimpladsen, der har været skueplads for en række vigtige hændelser i løbet af den tyrkiske republiks snart 100 år lange historie.

I 2013 var pladsen centrum for massedemonstrationer mod regeringen i Ankara.

Ifølge nyhedsbureauet dpa sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften på indkøbsgaden i 2016. Her blev fire dræbt og 39 såret.

Søndag aften oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice, at ministeriet følger sagen tæt.

– Der er foreløbig ingen meldinger om danskere blandt de dræbte og sårede, skriver ministeriet i en skriftlig kommentar.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler i et tweet fra Statsministeriet, at hun er dybt berørt og chokeret over nyheden om bombeeksplosionen.

LÆS:  Flere indvandrere fra ikke-vestlige lande er i arbejde

– Vores tanker er med ofrene og deres elskede. Vi står sammen med det tyrkiske folk.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *