Ruslands udenrigsminister har angiveligt indkaldt norsk ambassadør på grund af anholdelser af russere i Norge.
Norges ambassadør i Rusland, Robert Kvile, er mandag blevet indkaldt til samtale af den russiske udenrigsminister.
Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Han er angiveligt blevet indkaldt på grund af nylige anholdelser af russere i Norge. Det fremgår af en udtalelse fra ministeriet.
– I forbindelse med anholdelser og retssager mod russiske statsborgere de seneste måneder for ulovligt brug af droner er ambassadør Robert Kvile fra Norge blevet indkaldt til det russiske udenrigsministerium 28. november.
– Han har fået at vide, at sådan en praksis ikke kan tillades, lyder det.
En 34-årig russer blev i sidste uge idømt 90 dages fængsel for at have fløjet med en drone 16 steder i Norge i oktober, skriver NRK.
På grund af sanktioner mod Rusland som følge af krigen i Ukraine er det ikke tilladt for russiske statsborgere at flyve med droner på norsk territorium.
At indkalde en ambassadør til en samtale betragtes generelt som et markant diplomatisk værktøj, som sender et stærkt signal til ambassadørens land.
I mandagens udtalelse fra Ruslands udenrigsministerium lyder det også:
– Det blev understreget, at dommene mod russere er politisk motiverede og ikke har noget at gøre med principperne om rimelig og upartisk retspraksis.
Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at Ruslands udenrigsministerium også opfordrer Norge til at droppe “russofobiske handlinger og forfølgelse af russiske statsborgere på baggrund af nationalitet”.
/ritzau/