Dødstal i Tyrkiet og Syrien runder 33.000

Ifølge FN’s nødhjælpschef vil dødstallet fortsætte med at stige markant i de ramte områder.
Foto: AA

Dødstallet efter jordskælvene i Tyrkiet har rundet over 33.000 personer i Tyrkiet og Syrien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP søndag eftermiddag.

Bureauet tilføjer, at myndigheder og lægefolk melder om 29.605 dræbte i Tyrkiet og 3574 døde i Syrien.

I et interview med Sky News lørdag vurderede FN’s nødhjælpschef, Martin Griffiths, at dødstallet kunne blive “fordoblet eller mere”.

Byggesjusk mange steder forværrede katastrofe i Tyrkiet

Foto: AA

Over 100 anholdelsesordrer er udstedt i sager om dårligt byggeri, som kan få stor betydning i valgkamp.

Embedsmænd i Tyrkiet siger ifølge BBC, at der er udstedt 113 anholdelsesordrer i forbindelse med dårligt byggeri i jordskælvsområdet.

Tyrkisk politi har allerede tilbageholdt 12 mennesker i forbindelse med de mange kollapsede bygninger i de sydøstlige provinser Gaziantep og Sanliurfa.

De styrtede sammen, efter at to voldsomme jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien mandag.

Vicepræsident Fuat Oktay siger, at mindst 131 mistænkte er identificeret i sager om byggesjusk i de ti provinser, som blev ramt af skælvet. 113 er anholdelsesordrer er allerede udstedt.

Der ventes flere anholdelser, men dette vil mange opfatte som forsøg på at aflede opmærksomheden fra myndighedernes stærkt kritiserede redningsindsats efterkatastrofen.

I en årrække har eksperter advaret om, at nyopførte bygninger i Tyrkiet ikke var sikret mod skælv på grund af udbredt korruption og en politik, hvor godkendelser af byggerier skete for hurtigt og uden ordentlig kontrol.

– Denne politik omfatter også, at der gives amnesti til personer, som har omgået de gældende regler, så der kunne holdes gang i et byggeboom – også i jordskælvsområderne, skriver BBC.

Tusindvis af bygninger styrtede sammen under skælvet, og der rejses mange spørgsmål om, hvor megen død og ødelæggelse, der kunne være undgået, hvis myndighederne havde levet op til deres ansvar.

LÆS:  Sveriges statsminister Kristersson: "Tyrkiet har ret til at forsvare sig mod terrorisme"

Der skal snart holdes valg, og præsident Recep Tayyip Erdogans politiske fremtid kan blive truet, hvis den massive kritik af myndighederne fortsætter.

Erdogan erkendte fredag for første gang, at regeringen ikke havde gennemført redningsarbejdet i jordskælvsområdet hurtigt nok.

– Så mange bygninger blev beskadiget, at vi uheldigvis ikke var i stand til at speede vores indgriben op, så hurtigt som vi ønskede det, sagde han under et besøg i det katastroferamte sydlige Tyrkiet ifølge Reuters.

Jordskælvet, der blev målt til 7,8, ramte tidligt mandag morgen nær storbyen Gazientep. Det blev fulgt af et meget kraftigt efterskælv og derefter af over 50 mindre efterskælv.

Skælvet medførte også store ødelæggelser i det nordvestlige Syrien.

Håbet om at finde flere overlevende i ruinerne er ved at svinde bort. Mange steder kunne liv være blevet reddet, hvis der havde været ordentligt katastrofeberedskab.

I det sydlige Tyrkiet og i det nordlige Syrien er millioner hjemløse, og temperaturerne falder stadig til under frysepunktet om natten. Der er tiltagende tegn på desperation i nogle områder med plyndringer og kriminalitet

FN advarer om, at over 800.000 står uden tilstrækkelig føde.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *