Fald i langtidsledighed vidner om, at arbejdsmarkedet forbliver stærkt trods høj inflation, mener økonom.
Langtidsledigheden er vokset langsomt siden årsskiftet, men i maj faldt den med godt 500 fuldtidspersoner.
Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ifølge Dansk Metal.
Dermed var der i maj godt 13.000 langtidsledige fuldtidspersoner, når man korrigerer for sæsonudsving.
Cheføkonom i Dansk Metal Erik Bjørsted er glædeligt overrasket over, at langtidsledigheden er faldet.
– Det vidner om, at der trods inflationskrisen fortsat er mangel på arbejdskraft, skriver han i en kommentar.
Man defineres som langtidsledig, når man har været ledig i mindst 80 procent af tiden det seneste år.
På trods af spådomme om at verdensøkonomien bremser op, og at jobskabelsen derfor samtidig kommer til at gå ned i gear, er der gode chancer for, at antallet af langtidsledige forbliver lavt, mener han.
– Trods inflationskrisen er ledigheden forbløffende lav, og lige nu forventer de fleste økonomer, at ledigheden vil holde sig under 100.000. Derfor er der også gode muligheder for at begrænse stigningen i langtidsledigheden, siger han.
– Danmark er europamestre i at få arbejdsløse hurtigt i job. Intet andet land i Europa får lige så mange arbejdsløse i job, som vi gør. Derfor er det også relativt få i Danmark, som bliver fanget i langtidsledighed.
Set i lyset af manglen på arbejdskraft bør politikerne fokusere på at skabe gode rammer for at opkvalificere de arbejdsløse, så de kan varetage flere jobtyper fremadrettet, foreslår Erik Bjørsted.
– Jobmulighederne er gode, hvis man har de rigtige kompetencer. Derfor skal mulighederne for at blive opkvalificeret, mens man er arbejdsløs, styrkes.
– For eksempel bør politikerne gøre den nuværende ordning, hvor ufaglærte arbejdsløse kan få et uddannelsesløft på en 110 procent dagpengesats, permanent.
/ritzau/