Mette Frederiksen lover kampvogne og droner til Zelenskyj i Oslo

Der er flere våben på vej til Ukraine, meddeler Mette Frederiksen på et møde med Volodymyr Zelenskyj.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fik onsdag et løfte om flere donationer fra Danmark, da han mødtes med statsminister Mette Frederiksen (S) i Oslo i forbindelse med et nordisk topmøde. Foto: AA

Danmark vil torsdag præsentere en større milliarddonation med kampvogne, droner og ammunition til Ukraine for “næsten en milliard euro”.

Den besked har statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag leveret til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under et nordisk topmøde i Oslo, hvor også Zelenskyj deltager i forbindelse med præsidentens rundrejse i USA og Europa.

– I morgen vil min regering præsentere en ny pakke på næsten én milliard euro, siger Mette Frederiksen på et pressemøde i den norske hovedstad.

En euro er 7,46 danske kroner.

Statsministeren uddyber, at der er tale om kampvogne, droner og ammunition.

– Alle nordiske lande står bag Ukraine. Vi har støttet Ukraine fra begyndelsen af krigen med våben og humanitær hjælp. Vi står ved et afgørende tidspunkt i krigen, og vi må sikre, at Ukraine har, hvad landet har brug for, siger Frederiksen.

Mens det tilsyneladende går mere trægt med at godkende støtte til Ukraine flere steder, herunder i USA og EU, var Ukraines præsident onsdag åbenlyst tilbage blandt venner, der er klar til at sende konkret støtte.

De øvrige nordiske lande kunne onsdag således annoncere flere konkrete bidrag til Ukraine, herunder norsk luftforsvar, hvilket den ukrainske præsident sendte Norge en særlig tak for.

Mette Frederiksen har noteret sig, at der er nedsat tempo i viljen til at donere, og hun mener, at man i Europa ikke kan tillade sig at være “krigstræt”, når Ukraine hver dag kæmper for friheden.

– Det er rigtigt, at vi hører signaler rundt omkring. Der er lidt fra Dansk Folkeparti og lidt fra Nye Borgerlige. Det ændrer ikke ved, at støtten til Ukraine stadig er massiv og bred, siger Mette Frederiksen.

LÆS:  Løkke er uenig med præsident Erdogans udmelding om Hamas

Flertallet i både Europa og USA har ifølge statsministeren forstået, at det er nødvendigt at stå solidt bag Ukraine.

Zelenskyj takkede Danmark for donationen.

– Jeg er glad for, at I har taget initiativ til Ukraine-fonden. Tak for endnu en stor pakke, siger Zelenskyj.

Han nævner på et pressemøde efter møderne i Oslo også specifikt den danske støtte til genopbygningen af Mykolajiv.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *