En ny dansk-tyrkisk digteaften, som efterhånden er blevet fast tradition i Danmark, skal afholdes igen i København i januar.
Det er en tradition, at Hüseyin Duygu og Niels Hav arrangerer en dansk-tyrkisk digteraften hvert år i januar. Her mødes poesielskere og glade folk for at lytte til gode digtere og til tyrkisk musik fra øverste hylde.
I år holdes arrangementet på Karens Minde Kulturhus, som torsdag d. 18. januar får besøg af digterne Pia Tafdrup, Salim Abdali, Peter Poulsen, Sten Kaalø, Hüseyin Duygu og Niels Hav.
Musikken leveres af Fuat Talay, som dyrker et musikalsk crossoverlandskab, hvor anatolske folkemelodier krydres med sufi- og alevi musik.
En festaften med poesi og musik på dansk og tyrkisk. Der er gratis adgang, og alle er hjerteligt velkomne.
Arrangeret i samarbejde med Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens bibliotek.
Arrangementet er støttet af Kgs. Enghave Lokaludvalg.