Tyrkiet bremser eksport til Israel som svar på krigen i Gaza

Restriktioner på eksport gælder 54 varekategorier – herunder jern, marmor, flybrændstof og gødning.
Foto: AA

Tyrkiet har tirsdag taget et nyt redskab i brug for at udtrykke landets utilfredsheds med Israels krig i Gaza.

En lang række eksportvarer, der normalt sælges til Israel, bliver underlagt restriktioner. Det oplyser Tyrkiets handelsministerium i en udtalelse.

Restriktionerne er trådt i kraft tirsdag. De gælder, indtil en eventuel våbenhvile i Gaza træder i kraft.

De rammer eksport af 54 varekategorier – herunder jern, marmor, cement, gødning, flybrændstof og aluminium.

– Denne beslutning gælder, indtil Israel, på baggrund af sine forpligtelser under international lov, straks erklærer våbenhvile i Gaza og tillader en uhindret strøm af tilstrækkelig humanitær hjælp til Gazastriben, skriver handelsministeriet.

Det er uklart, om Tyrkiet helt forbyder salg af de 54 varegrupper til Israel, eller om restriktionerne udformer sig på en mere indirekte måde.

Som modsvar vil Israel indføre restriktioner på varer, der kommer fra Tyrkiet, fortæller den israelske udenrigsminister, Israel Katz.

Tyrkiet har længe kritiseret Israels fremfærd i Gaza, men har indtil videre opretholdt sine handelsforbindelser til landet.

Den fortsatte samhandel har affødt kritik i Tyrkiet rettet mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering.

Så sent som lørdag gik demonstranter på gaden i storbyen Istanbul med krav om et stop for handlen med Israel.

Ifølge Israels udenrigsminister ofrer Erdogan med sine handelsrestriktioner “det tyrkiske folks økonomiske interesser for at støtte Hamas”.

Tiltaget kommer, efter at Israel har afvist en forespørgsel fra Tyrkiet om at deltage i nedkastning af nødhjælp til Gaza fra luften.

Kort efter at Israel iværksatte krigen mod Hamas-bevægelsen i Gaza, trak Tyrkiet sin ambassadør hjem fra Israel, ligesom Israel hjemkaldte sin ambassadør fra Tyrkiet.

LÆS:  EU sender milliarder til Tyrkiet og Syrien efter jordskælv

Tyrkiet har sendt flere tusinde ton nødhjælp til Gaza og har bidraget med dokumenter, der skal understøtte en sag rejst mod Israel af Sydafrika ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.

Her anklager Sydafrika Israel for at begå folkedrab i Gaza.

/ritzau/Reuters

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *