Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har netop offentliggjort musikprogrammet for havefest-konceptet Kunsten Summer Lounge, der i år afholdes for 8. gang.
Hver onsdag kan både lokale og turister opleve koncerter, talks, kunst-performances, street food og pop-up-events i museets park. Målet er at invitere til fælles dialog på tværs af generationer, fortæller museets eventansvarlige.
Traditionen tro kan man hver onsdag sommeren igennem slænge sig i den grønne park på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg til koncerter med højaktuelle kunstnere og talks med toneangivende personligheder. Det sker til Kunsten Summer Lounge, der i år afholdes for 8. gang – med Spar Nord Fonden som partner.
– I år kan gæsterne glæde sig til et yderst attraktivt musikprogram sammensat af håndplukkede artister og bands med en stærk kunstnerisk ambition. Musikelskere kan bl.a. glæde sig til popkometen Coco O. og verdensmusiknavnet Kalaha feat Hilal Kay, der kobler tyrkiske, afrikanske og sydamerikanske toner. På programmet er også fremadstormende danske eee geee og Selma Judith, mens der bindes sløjfe på årets koncertrække med Den Sorte Skole, fortæller Lars Ulrich Hansen, Kommunikations- og udviklingschef på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
En minifestival med kunst og kultur – for lokale og turister
Foruden livemusik og talks er der til hver Summer Lounge også kunst-performances, pop-up-events og kølige drinks.
– Kunsten Summer Lounge er en slags minifestival, hvor gæsterne hver gang præsenteres for kunst og kultur i flere former. Ved at lave et bredt favnende program, inviterer vi til dialog og forståelse på tværs af generationer – med udgangspunkt i aktuelle tematikker og underholdende oplevelser. For mange nordjyder er det blevet en tradition at bruge sommeraftenerne på kulturoplevelser i museumsparken – og vi håber selvfølgelig at se endnu flere både lokale og turister i år, siger Lars Ulrich Hansen.
Spar Nord Fonden er partner på Kunsten Summer Lounge
Kunsten Summer Lounge 2024 arrangeres i partnerskab med Spar Nord Fonden.
– Med Kunsten Summer Lounge er det lykkedes at etablere et koncept, hvor alle generationer inviteres til oplevelser og fælles samtaler, og hvor kunst og leg er i centrum. Samtidig tilføjes der løbende nye interessante aktiviteter, hvilket gør kunstoplevelserne mere tilgængelige – så endnu flere mennesker finder vej til at opleve kunst og kultur. Det vil vi i Spar Nord Fonden gerne støtte op om, siger fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj.
Fri entré til alle koncerter med årskort
Med et Klub Kunsten + Utzon årskort får gæster fri entré til alle otte Summer Lounge-onsdage. Derudover får man i et helt år også fri entré til Kunsten, Utzon Center og Louisiana – blandt mange andre fordele.