Chelsea-esser sikrer smal sejr over FCK i Parken

I den første af to ottendedelsfinaler i Conference League tabte FC København 1-2 hjemme til Chelsea.
Foto: Jacob Bentzen/Danturk.com

FC Københavns spillere havde på forhånd talt om, at de ønskede at holde dobbeltopgøret mod Chelsea i live så længe som muligt.

Det lykkedes til dels i torsdagens 1-2-nederlag i Parken i den første af to ottendedelsfinaler i Conference League.

Med et nederlag på et enkelt mål er Premier League-mandskabet selvfølgelig storfavorit til at gå samlet videre, men i det mindste er der bevaret en snert af spænding før returkampen.

Underholdningsværdien var lav og chancerne få i første halvleg, og begge mandskaber virkede tilfredse med en nullert.

FCK-træner Jacob Neestrup havde foretaget seks ændringer siden søndagens 0-0-kamp mod AaB.

Blandt andre var midtbanegeneralen Thomas Delaney udgået af truppen på grund af sygdom.

Hos Chelsea var Cole Palmer med fra start, efter at den engelske stjernespiller ikke havde taget del i turneringen i efteråret.

Kampens første 45 minutter var meget chancefattige, og FCK stod kompakt og velorganiseret.

Neestrup havde valgt at stille op med fem mand i bagkæden og lukrerede udelukkende på kontrastød eller små stikangreb.

Chelsea-spillerne virkede tilfredse med at trille bolden rundt i egne kæder i en uendelighed.

Det stjernebesatte udehold havde ikke kreativitet eller idéer til at gennembryde det solide FCK-forsvar.

Chancerne i første halvleg kunne derfor tælles på en hånd, og de var ikke specielt store.

Efter fire minutter tilspillede FCK sig sin største chance i første halvleg, men der var ikke fart og kraft noget i skudforsøget fra kantspilleren Elias Achouri.

Bedste chance til Chelsea fik Cole Palmer, men han sparkede forbi den ene stolpe efter et kvarter.

LÆS:  Mette Frederiksen lader chatrobot skrive indledning på tale
Foto: Jacob Bentzen/Danturk.com

I anden halvleg ændrede kampen karakter, og Chelsea åbnede med en scoring med det samme.

Reece James, der var rykket op på Chelseas midtbane, hamrede på mål langt udefra, og bolden gik ind ved den ene stolpe.

FCK kom straks med et modsvar, da Viktor Claesson få minutter senere sparkede på indersiden af stolpen.

Derfra var det en mere åben kamp, hvor begge hold slap tøjlerne en smule. Cole Palmer havde endnu et nærgående forsøg fra distancen.

Efter 66 minutter klumrede FCK-backen Giorgi Gocholeishvili med bolden i egen forsvarszone. Boldtabet blev straffet sekunder senere med en 2-0-scoring af indskiftede Enzo Fernández.

FCK forsøgte at fremtvinge en reducering, der kunne skabe mere spænding før returkampen. Og det lykkedes efter 80 minutter.

FCK-stopperen Gabriel Pereira headede et frispark i nettet til en 1-2-reducering, der skabte stor jubel blandt størstedelen af de 35.859 tilskuere i Parken.

Dermed endte det ikke, som sidste gang Chelsea var på besøg i Parken for 14 år siden. Dengang vandt Chelsea 2-0 i Champions League.

Den danske målmand Filip Jörgensen sad på bænken i hele torsdagens kamp for Chelsea.

Der er returkamp på Stamford Bridge i London på torsdag klokken 21.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *