Nezaket Sahin er en af Danmarks første indvandrer politiker og en af de første kvindelige tyrkiske tolke fra Odense. I mere end 30 år har hun tillige været en meget efterspurgt tolk. Vi har talt med Nezaket om hendes 50-årige liv i Odense, fra at arbejde på en jernstøbefabrik til at være pædagog, tolk og politiker.
Hvor gammel var du, da du kom til Danmark?
– Jeg var 17 år, da jeg kom hertil, min far bragte os alle til Danmark med familiesammenføring. Vi ankom til Odense i september 1973.
Startede du på sprogkurset med det samme?
– Desværre kunne jeg ikke starte sprogkurset med det samme. Jeg var en meget succesfuld studerende i Tyrkiet. Jeg læste American College for piger i Istanbul. Jeg taler om Robert College, som accepterer kun de mest succesrige studerende i Tyrkiet.
Hvis jeg ikke var kommet til Danmark, ville jeg måske have været i en meget bedre vilkår. Men min mor ønskede ikke at sende mig i en skole i en stor by som Istanbul. Jeg insisterede, at jeg ikke ville vende tilbage til landsbyen. Endelig begyndte jeg på gymnasiet i Sivas, i det centrale del af Tyrkiet, hvor min onkel boede.
Før jeg kom til Danmark, troede vi ikke, at vi skulle blive boende fast i landet, så jeg begyndte at lære engelsk på aftenskoler. Dengang var der hverken dansk kursus i Danmark eller de havde ingen udlændingepolitik, som vi kender den i dag. I 1975 forlod jeg fabrikken og startede på de første danskkurser, som fortsatte frem til 1980.
Hvad lavede du i de første år i Danmark?
– I foråret ’74 begyndte jeg at arbejde på en jernstøbefabrik, et sted hvor vi arbejdede som blandede mænd og kvinder. Jeg fik mine første danske venner der. Først talte jeg engelsk med dem, de inviterede os til deres hjem. Jeg arbejdede på fabrikken cirka et år.
I 1975 eller 1976 åbnede min far den første tyrkiske butik i Odense, hvor han solgte tyrkiske tæpper, kelim, gaveartikler som kobber osv. Jeg var omkring 19 år gammel. Jeg arbejdede i min fars butik og gik til sprogundervisning på samme tid. Men jeg havde altid drømt om at arbejde inden for uddannelsessystemet.
Du har taget forskellige uddannelser, men arbejdet som tolk?
– I 80’erne uddannede jeg mig til lærer for indvandrere. Det var under et års studium, derefter gik jeg på Handelshøjskolen for at tage tolkeuddannelse.
Jeg har undervist flygtninge og indvandrere i dansk. I dag arbejder jeg med tolkning på flere planer, hvor jeg for eksempel har lagt en stor indsats for at forbedre vilkårene for flygtninge og indvandrere.
Et andet eksempel tog jeg sunde livsstilskurser, som var tilknyttet sundhedsministeriet. Jeg tror, vi var den første generation, der fik det. Jeg har mange diplomer som motions-, ernærings- og diabetesinstruktør, rygestop- og mindfulnessinstruktør.
Jeg begyndte at tolke i juni 1976. I 1974 var jeg den første tyrkiske kvinde i vores region, der fik kørekort. En tolk ved navn Jette Onat fungerede som tolk for mig i teoriprøven. Hun var den første og sidste tolk, jeg brugte i mit liv.
Da de fleste af dem ikke talte dansk, begyndte jeg i 1976 at arbejde som tolk. Chefen for Jette Onat (fra udlændingestyrelsen) brugte mig også som tolk for min mor.
Hvilke udfordringer stod du over for i de første år?
– Jeg kom fra landsbyen i Tyrkiet, men jeg forlod mine venner og en uddannet kreds. Da jeg først ankom følte jeg mig meget alene, jeg havde ingen venner.
Selv at lægge neglelak virkede underligt for dem omkring mig, du kan forestille dig resten… Tyrkiske avis kom en gang om ugen, og jeg plejede at låne bøger fra biblioteker. Der var hverken internet eller sociale medier dengang. Da danskerne ikke var et varmt og konservativt samfund som os, var det meget svært at finde danske venner. Mine første år var ikke lette i forhold til sociale relationer.
Du sagde, at du følte forskellen i kultur mest i vittighederne. Hvad mener du med det?
– Nogle danske vittigheder går imod vores kultur og opdragelse. Faktisk kan de fleste vittigheder være direkte seksuelle og eksplicitte. Da jeg ikke var vant til sådanne vittigheder, havde jeg vanskeligheder nogle gange, og jeg blev helt rødt i ansigtet.
For eksempel, da jeg sad ved bordet, virkede det absurd for mig, at de ville rejse sig og sige, at de ville gå og tisse uden at bemærke herren og kvinden på bord.
Lad mig give dig et eksempel fra mit liv som tolk: Det var stadig de første år af mit liv som tolk, jeg blev meget ked af det, da min chef sagde ‘du skal være vagthund’ til mig, jeg syntes det var ydmygende, fordi jeg ikke kendte meningen, han ville faktisk have mig til at hjælpe.
Hvilke forventninger havde du, før du kom til dette land?
– Jeg havde hørt, at Danmark var et demokratisk og frit samfund, og min far fortalte mig, at kvinder havde mange rettigheder. Jeg troede, jeg kunne gøre mange ting ligesom en mand, da jeg var i Tyrkiet.
Som enhver ung pige ønskede jeg at få en god uddannelse. Jeg sagde, at jeg ville lære engelsk her, få en god uddannelse og vende tilbage til Tyrkiet.
Kunne du finde et liv i Danmark, der levede op til dine forventninger?
– Både ja og nej. Ja, Indira Gandhi har været mit ungdomsidol siden barndommen. I 1985 blev jeg valgt byrådet som den første kvinde af udenlandsk oprindelse i Danmarkshistorien og sad i to perioder som medlem af kommunalbestyrelsen.
Jeg sad også i to perioder i Socialdemokratiets landsdækkende udlændingeudvalg. Jeg arbejdede sammen med Ritt Bjerregaard og Svend Auken. Jeg var også jurymedlem i to perioder af siddende medlemmer.
I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne lavede jeg Odense søsterby til Izmir. İzmirs borgmester Yüksel Çakmur og Burhan Özfatura kom til Odense med deres delegationer.
Jeg meldte mig frivilligt til en lokal radiostation og afholdt kurser om sundhed for kvinder. Vi har lavet udsendelse om tyrkiske kvinder, der kommer til Danmark. Der var ingen radioer og fjernsyn udsendelse til indvandrere på det tidspunkt. Vi modtog nyheder fra den tyrkiske ambassade og meddelte dem videre til de mennesker, der bor her i byen.
Jeg oplyste de tyrkiske indvandrere på sundheds- og socialområdet i radioprogrammet. Vi organiserede hobbyaktiviteter for vores piger som folkedans, kunsthåndværk, sport osv.
Jeg åbnede svømmekurser for kvinder. I slutningen af 70’erne og 80’erne gav vi kurser og øvelser til kvinder om livmoderssygdom og knibeøvelser. Jeg lærte, at vores kvinder ikke kender deres rettigheder og friheder, og hvordan de skal forsvare og udtrykke sig. Vores kvinder var meget hengivne, men samtidig hjælpeløse.
Jeg havde meget store drømme som at hjælpe undertrykte børn og kvinder… Jeg ville gerne have været ind i parlamentet og arbejde endnu mere med integration og sundhed. Men mine helbredsproblemer forhindrede mig desværre.
Hvad elsker du ved Danmark?
– Danmark er en demokratisk, fri, social og retsstat. Folk er frie, de kan skrive og sige deres tanker uden frygt. Det er et lille og roligt land, de sætter folk i forgrunden her. Folk respekterer hinanden og får ofte chancen for at være et godt menneske. Hvis jeg ikke havde lært sproget, ville jeg ikke have været i stand til at gøre nogen af ovenstående ting, jeg har tilbragt en lang del af mit liv her, og jeg har udviklet mig selv på mange områder.
Er der ting, du savner fra Tyrkiet?
– Det sted, hvor jeg blev født og opvokset, mine slægtninge og venner, havet, naturen… Jeg savner at se stjernerne på himlen på sommeraftener, spise frisk frugt og turen i byen om aftenen, for sådan er der ikke noget her. Jeg savner den stemning.
Har du nogle nære danske venner?
– Jeg har mange og meget oprigtige venner, både fra Danmark og fra andre lande. Jeg går til deres bryllupper, dåb og begravelser. Vi spiser og drikker sammen, vi rejser. Jeg har venskaber, som jeg har opretholdt siden 1974.
Har du en drøm for fremtiden?
– Min største drøm er at være en god bedstemor for mine børnebørn og leve sundt. Så meget som jeg kan, vil jeg se nye lande, som jeg hidtil ikke har været i stand til at besøge, og lære deres kulturer nærmere at kende.
Vil du bo i Danmark resten af dit liv?
– Ja, selvfølgelig er hele min familie her. Men jeg kan ikke gøre det uden at tage til Tyrkiet hvert år og blive i to eller tre måneder. Jeg har en datter, en søn og to børnebørn. Min søn har en kandidatgrad i Det Kommunikationsvidenskabelige Fakultet og arbejder som leder i en privat virksomhed. Min datter er uddannet lærer i engelsk og dansk, uddannet coach og har en kandidatgrad i positiv psykologi, og nu arbejder hun som socialrådgiver.
Nezaket Şahin, født i 1955, har boet sammen med sin mand i H.C. Andersens by, Odense siden 1980 i et hus med have og arbejder stadig som tolk.
