146 døde og 150 såret under halloween-panik i Seoul

Der var for mange mennesker på for lidt plads, da folk var ude for at fejre halloween i Sydkoreas hovedstad.

Foto: AA

En fejring af halloween har skabt kaos og panik i Seoul, hvor 146 personer er omkommet, og 150 er såret natten til søndag lokal tid.

Det oplyser lokale brandmyndigheder ifølge Reuters.

Nogle er de sårede er i kritisk tilstand, oplyses det videre.

Billeder fra stedet viser omkomne, der ligger side om side på gaden under tæpper og lagener.

Der udbrød tilsyneladende panik blandt tusindvis af mennesker, som var samlet i den sydkoreanske hovedstad til fejring af halloween.

Det er ifølge politiet endnu uvist, hvorfor panikken opstod i området Itaewon i Seoul. Men for mange folk har tilsyneladende været samlet i området med stort udeliv, hvor der er mange smalle gader.

Foto: AA

Meldinger går på, at mange blev trængt sammen i en smal gade og blev trampet ihjel.

– Det høje antal af døde er resultatet af, at mange blev trampet på under halloween-fejringen, siger Choi Seong-beom fra brandvæsenet ifølge AFP.

Redningsindsatsen er stadig i gang, og dødstallet kan stadig stige yderligere, oplyser brandmyndigheder.

Også udlændinge er blandt de tilskadekomne, oplyses det.

Lokale medier rapporterer, at trængslen opstod, da mange pludselig satte kurs mod en bestemt bar, hvor en unavngiven kendis angiveligt skulle være set. Det er ikke bekræftet af officielle myndigheder.

Foto: AA

Ifølge BBC var der angiveligt omkring 100.000 personer i området for at fejre den første halloween uden krav om mundbind siden coronapandemien.

Landets præsident, Yoon Suk-Yeol, har beordret et nødhjælpsberedskab til området for at hjælpe folk, der er kommet til skade.

LÆS:  Skjult paradis i Antalya: "Olympos"

En ansat i brandvæsenet siger til AFP, at 140 ambulancer er sendt til området for at hjælpe folk.

Foto: AA

Videoer viser flere personer, som bliver behandlet på gaden af redningsfolk.

Flere folk havde i opslag på sociale medier tidligere på dagen beskrevet, at der var så mange mennesker i området, at det føltes usikkert, rapporterer BBC.

BBC-journalist Hosu Lee er til stede i området. Journalisten siger, at området er fyldt med læger, ambulancer og politi.

– Mange unge mennesker var samlet her til aften. Mange var ude for at feste og tage på diskotek med kostumer på.

– Mange af dem, jeg har set, virker oprørte og kede af det. Der er kaotiske scener, rapporterer journalisten.

/ritzau/

close

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Om redaktionen

Vis alle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *