Lose og Mia Wagner bliver nye ministre

En mindre regeringsrokade faldt torsdag i hak oven på Jakob Ellemann-Jensens exit. Tre nye trådte ind – herunder iværksætter Mia Wagner – og to er nu fortid.
Venstres ny formand Troels Lund Poulsen. -Foto: Les Kaner, regeringen.dk

Torsdag endte som skiftedag i regeringen, hvor der blev hentet nye Venstre-folk ind til ministerposter, mens andre måtte gå slukørede hjem.

Manøvren var en del af en mindre regeringsrokade, efter at Jakob Ellemann-Jensen (V) forlod dansk politik og efterlod Troels Lund Poulsen med to ministerposter og en ny rolle som Venstres formand.

Troels Lund Poulsen har siden Jakob Ellemann-Jensens exit i oktober blandt andet været økonomiminister. Men den post skal partiets næstformand Stephanie Lose, der hidtil har været regionsformand for Region Syddanmark, nu have – igen.

Hun har tidligere vikarieret på den post, da Jakob Ellemann-Jensen i perioden marts-august var sygemeldt med stress.

Dengang udtalte hun, at det ikke var nogen drøm at blive minister. Det var en opgave, der skulle løses, lød det. Men nu er hun altså tilbage på holdet.

Troels Lund Poulsen fortsætter som forsvarsminister og vicestatsminister.

Torsdag blev der også præsenteret nyt blod til ministerholdet, og et af de nye ansigter må nok være en overraskelse for mange.

Venstre hentede nemlig iværksætter Mia Wagner, som blandt andet er kendt fra DR-programmet “Løvens Hule”, ind på posten som digitaliserings- og ligestillingsminister, hvor hun afløser Marie Bjerre.

Mia Wagner grundlagde i 2020 Nordic Female Founders med Anne Stampe Olesen med det formål at “øge diversiteten i dansk iværksætteri”.

Hun etablerede virksomheden i forlængelse af sin deltagelse i DR-programmet “Løvens Hule”.

Også Louise Schack Elholm måtte torsdag sige farvel til sin ministerpost.

LÆS:  Tyrkiets præsident Erdogan: De, der støtter terrorisme, er partnere for blodsudgydelserne

Hun var kirkeminister, minister for byer og landdistrikter samt for nordisk samarbejde. De poster skal Morten Dahlin, der hidtil har været politisk ordfører, i stedet besidde. Han blev første gang valgt til Folketinget i 2019.

Han har netop meldt ud, at han går 11 uger på barsel.

Dahlins indtræden som minister betyder samtidig, at Torsten Schack Pedersen bliver fast politisk ordfører for Venstre.

Torsten Schack Pedersen skulle i første omgang blot have varetaget posten, mens Dahlin var på barsel.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *