Vi har talt med Henrik Nordbrandt, som har boet mange år i Tyrkiet, om danskheden’ dansk identitet, danske normer og kristendom.
Hvad betyder danskhed for dig?
– Danskheden er for mig først og fremmest erindringer fra min barndom. Man vokser op et bestemt sted og man lærer et bestemt sprog og samtidig ser man nogen bestemte landskaber. Det er noget meget personligt og det er danskhed for mig. Og jeg vil tro, at til at begynde med er det danskhed for alle. Vi har det sprog der hedder dansk som ikke er svensk, ikke er norsk, ikke er engelsk, men er det sprog der tales i Danmark. Bortset fra at der også tales andre sprog naturligvis. Jeg tror det begynder her. Og igen vil jeg begynde med sproget. Og hvis man så skal udvide begrebet, så er der en hel masse normer man har lært fra sin barndom. Måder man skal opføre sig på og som sidder så dybt i folk og som man ikke er så bevidst om.
Kan du forklare det lidt nærmere?
– Går man så over til det mere alment eller filosofisk så kommer man selvfølgelig ud i nogle svære begreber. Hvis man skal definere danskheden på en mere filosofisk måde, bliver man nødt til at se på det historisk. Hvordan ser danmarkshistorien ud. Det, der er karakteristisk for det man kunne kalde danskheden i dag, går tilbage til krigen i 1864, hvor Danmark tabte næsten en tredjedel af sit område til Tyskland. Danskerne havde i deres storhedsvanvid troet at de kunne slå tyskerne, hvilket var ganske umuligt. Og det førte til en hel masse ting i Danmark. En følelse af at nu havde man tabt alt. Man kunne ikke længere forsvare sig. Der opstod et politisk parti, der ville have nedlagt militæret, da man alligevel ikke kunne forsvare sig. Og det var en ret unik situation i verden at et land sagde at nu kunne man ikke forsvare sig.
Hvis man skal karakterisere danskheden, selv om jeg er imod at skulle generalisere, så er det en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser.
Dette nederlag skabte en masse mindreværdskomplekser, hvis anden side hedder storhedsvanvid. For samtidig begyndte også den der følelse med, at godt nok var vi små, men danskerne var simpelt hen bedre til alt.
Så hvordan kan du karakterisere danskheden?
– Jeg vil sige at hvis man skal karakterisere danskheden, selv om jeg er imod at skulle generalisere, så er det en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Dette kommer jo også ud i den danske humor der kan være meget grov. De vil frem for alt grine. De vil hellere selv blive grinet ad for grinets skyld, og så være ofre for grinet, end de vil undgå at grine. Selv om det er ubehageligt Der skal hele tiden grines. Ofte på en lidt krampagtig måde.
Er der ændringer på danskheden og dansk identitet?
– Danskheden har politisk set ændret sig stærkt indenfor de senere år. For pludselig er nogen symboler som egentligt hører fortiden til: kongehuset og kirken blevet mere og mere vigtige. De tager mere og mere plads i medierne. Det er meget ejendommeligt og selvfølgelig et udtryk for nationalisme. Dette skyldes tildeles en xenofobi, en fremmedangst. Man er bange for at blive invaderet udefra af flygtninge og asylansøgere. Det er i hvert fald en af grundende. Der er sikkert mange andre. Vi lever i en verden som på alle måder bliver mere usikker og uoverskuelig, og så søger man tilbage til en national identitet, som måske slet ikke er der. Men man prøver at genskabe det man forestillede sig som en national identitet. Og så står man op på sådan nogle symboler som kongehuset og folkekirken.
Hvordan vil indvandrere tilpasse sig i Danmark?
– Hvis man taler om at folk skal tilpasse sig det land de kommer til, som fremmede, så må man begynde med at sige at først og fremmest skal de overholde landets love. Det er nummer ét. Så kan man også forvente af dem at de lærer at overholde nogle normer, høflighedsnormer. Men under disse her høflighedsnormer indebærer det også at de selvfølgelig skal lære sproget så godt som de nu kan.
Men så heller ikke længere. Man kan jo ikke forlange, at folk der kommer fra et andet land, de skal begynde at tænke som dem der bor i landet, opføre sig som dem der bor i landet eller spise mad som dem der bor i landet. Det er et fuldstændigt urimelige krav. Det ville også være meget kedeligt hvis folk blev sådan.
Er det nok for at tilpasse sig?
– Hvis man kommer til et nyt land, et nyt samfund der er så meget fremmed fra ens eget, så tager det jo et stykke tid før man finder ud af reglerne. Og reglerne kan være komplicerede og vanskelige at finde ud af. Det kan være småting og ting som kan være ligegyldige. Men som kan være af betydning. Som f.eks. kan være hvornår man rejser sig op for nogen, om man må pudse næse eller ikke pudse næse osv. Det er klart at sådan nogle regler er svære at finde ud af. Men det er klart at når jeg er i et fremmed land så prøver jeg at lære reglerne så hurtigt jeg kan ved at observere. Det er jo lidt vigtigt at man gør det. Men det kræver en vis tolerance fra begge sider. Til gengæld opfører danskerne sig meget dårligt udenlands. Måske fordi de føler at reglerne dér er lidt strenge. Det er godt nok ikke lige så slemt som de engelske hooligans. Det er ikke sammenligneligt.
Den danske folkekirke i det store hele er mere tolerant end andre steder i verden, at den afspejler noget dansk. Men at man skal være medlem af folkekirken eller kristen for at være dansk, det er noget sludder.
Hænger danskheden sammen med kristendommen?
– Det er et udtryk for at man aldrig har fået adskilt stat og kirke i Danmark. Og det burde man have gjort for mange år siden. Man har skabt en stat som er nogen lunde lige for alle og som startede med de principper fra den franske revolution. Der burde man have været konsekvent og skabt en adskillelse mellem kirke og stat. Man burde også have afskaffet kongehuset, synes jeg. Det kunne man have gjort helt tilbage i 30’erne, hvor man var lige ved det. Det gjorde man så ikke. Men det med adskillelse af kirke og stat, er det vigtigste. For når man blander de to ting sammen, så kan man jo se hvad der sker andre steder i verdenen. De fleste danskere er ikke religiøse men de har været for dovne til at adskille de der to ting. Og derfor hedder det sig at den danske identitet er lig med den danske folkekirke, og det synes jeg er noget sludder. Man kan godt sige, at den danske folkekirke i det store hele er mere tolerant end andre steder i verden, at den afspejler noget dansk. Men at man skal være medlem af folkekirken eller kristen for at være dansk, det er noget sludder.
Mit eget forhold til folkekirken er, at dagen efter at jeg blev personlig myndig gik jeg hen og meldte mig ud af folkekirken, Jeg har siden jeg var barn, syntes den var latterlig. Så det er mit personlige udgangspunkt.
For mig virker det at missionere for kristendommen meget provokerende. Men præsterne kommer hver søndag og prædiker i en næsten tom kirke, og alligevel hæver de deres penge fra staten. Derved har de ikke nogen mission. Og pludselig ser de en chance. Nu har vi en gruppe her og nu skal vi ud og omvende dem. Når præsterne får en chance vil de gerne lige markere sig. Det er jo ikke så tit de får mulighed for det.
Da min farmor døde i 1977 var jeg desværre med til begravelsen. Det var en kvindelig præst, men det er sådan set ligegyldigt. Men hun sagde: ”I skal være glad for at I er blevet frelst ved dåben. Det er værre med de sorte i Afrika.” Jeg kunne ikke tro mine egne ører. I 1977 står der en dansk præst og siger sådan noget. Jeg blev rasende. Men jeg kunne i øvrigt ikke gøre noget, det var jo min farmors begravelse. Hun var for øvrigt ateist.
