Helt ærligt, hvilken anden kaffe kan fortælle dig, om en ny kærlighedsaffære er på vej, om en forbandelse lurer, eller om du f.eks. får en dreng eller en pige?
Når du har drukket kaffe sammen med én har du etableret et venskab med vedkommende. Dette venskab vil forpligte dig mindst i 40 år. Men sådan ser det desværre ikke ud længere.
Det er osmannerne , der bragte kaffen til Europa. Det er tyrkisk kaffe vi snakker om. Men den lille kop og lille kande har det svært i disse år. Der er ikke længere plads til den lille tyrkisk kop blandt espresso maskinerne. Visse steder er det helt umuligt at få serveret tyrkisk kaffe. Fremmede kaffe er in, tyrkisk kaffe er out. Man skulle nærmest tro, at man efterhånden ikke færdes i Istanbul, men i Wien, Rom eller Californien.
”Det er importeret”, disse magiske ord bliver brugt i Tyrkiet til at fortælle om kvaliteten af varen. Altså, hvis noget er fremmed er det godt. Mindreværdsfølelse, manglende selvtillid og en masse komplekser skubber den tyrkiske småborgerlige mellemklasse ind i en konkurrence, om at være mere europæer end selve europæerne og for at forbruge det europæerne forbruger.
Jeg er ikke en fanatisk nationalist, men denne mangel på ryggrad gør ondt. Konsekvensen er ikke kun nogle snobber, der leger italienere, amerikanere eller hvad de nu synes. Tag en tur til Istanbuls caféer, så vil du bedre forstå hvad jeg mener. Her findes snesevis af kaffesorter fra alverdens lande. Men tyrkisk kaffe…nej. Man skulle tro, at alle disse caféer lå i Rom, Californien, eller Wien. Selv om tyrkisk kaffe er på menuen kan du ikke være sikker på fornøjelsen. Du må døje med nedladende blik fra tjeneren, som fortæller dig, at du er en bondeknold, der ikke har haft mulighed for at smage espresso. Eller må du nøjes med en tynd kop varm vand, som skulle forestille tyrkisk kaffe.
Lad os komme til sagen. Vi snakker om tyrkisk kaffe. Min ydmyg konstatering er den, at tyrkisk kaffe forsvinder i det land, som har gjort den halve verden bekendt med kaffe. Alle har ret til at drikke den kaffe de vil. Jeg har ikke noget imod espresso folk, nescafé folk eller Hazelnut folk. Jeg vil bare have, at tyrkisk kaffes tilhængere får lov at nyde deres lille kop.
Skummens hemmelighed
Hvad er tyrkisk kan nogen spørge (skrivelsen her bringes jo i Danmark). Jeg vil første servere en opskrift. Tyrkisk kaffe males nærmest melfint efter de friske kaffebønner er ristede. Man skal endelig erhverve sig en cezve, en lille kande med et langt skaft, helst af kobber. Fyld kanden med kold vand, og kom to teske kaffe og en teske sukker i. Rør endelig ikke. Varm det hele indtil det koger. Fjern kanden ligeså snart den begynder at koge. Og her kommer undertegnedes hemmelighed. Hvis man gerne vil have mere skum på kaffen (det skal man helst) skal man drysse lidt kaffe på lige før den koger. Og for at få hele fornøjelsen skal man bruge frisk kaffe. Ellers vil den ikke skumme og dermed ikke smage godt.
Drik den langsomt
Og nu til ritualet. I modsætning til espresso drikkes tyrkisk kaffe langsomt. Den er uundværlig i hyggestunder og under en god snak. Den mest fornøjelig del af tyrkisk kaffe nydelsen er at spå i kaffegrums. Man kan ikke bruge andre kaffesorter til dette formål. Når du er færdig med kaffen svinger du koppen langsomt rundt og vender bunden i vejret og lukker koppen med underkoppen. Du venter indtil koppens bund ikke længere er varm. Kaffegrumsen, der havde sat sig på bunden af koppen former mærkelige mønstre på indersiden af koppen. Disse mønstre kan fortælle dig om en ny kærlighedsaffære er på vej, eller om en forbandelse lurer. Helt ærligt, hvilken anden kaffe kan fortælle dig om du f.eks. får en dreng eller en pige?
Kaffen kommer fra Yemen
Ingen ved med sikkerhed hvem, der begyndte at drikke kaffe først. Historiske kilder fortæller, at man drak kaffe i Yemen, da den holdt søvnen væk, således kunne man være med i de lange religiøse ritualer. Derfor blev den også kaldt ”muslimernes vin”. Guvernøren Özdemir Pacha, under Suleiman den store bragte disse bønner fra den arabiske halvø til paladset i Istanbul.
Med stor omhu blev kaffen serveret til sultanen i paladset af en serveringstjeneste bestående af 40 mænd.
Kaffe har vundet så meget indpas i den tyrkiske kultur, at ordet morgenmad, kahvalti er formet ud fra kaffe ritualet om morgenen. Man var nødt til at indtage lidt mad, for at kunne nyde morgenkaffen uden risiko for at få ondt i maven. Altså ordet kahvalti består af kahve og alti, der direkte oversat betyder kaffe og under.
Da kaffen hurtig blev populær begyndte folk at samles for at drikke kaffe. Mange kaffehuse blev oprettet men blev lukket midlertidig da, disse hurtigt udviklede sig til steder, hvor man organiserede oprør mod sultanen. Men betagelsen af kaffe nydelsen vandt over sultanens hårde hånd.
Og europæerne smager kaffen
Kaffen er kommet til Europa fra osmannerne, men forklaringerne er mange, om hvordan og hvornår dette skete. Købmænd fra Venedig i 1615 og fra Marseilles i 1650 bragte kaffen verden rundt. I 1669 serverer den osmanniske ambassadør i Paris, Suleiman Agha kaffe for datidens parisiske jetset. Det bliver hurtigt et meget fint tilløbsstykke at blive inviteret til kaffe hos den osmanniske ambassadør.
En anden forklaring på hvornår europæerne for første gang så kaffe er under osmannernes belejring af Wien i 1683. Da osmannerne tabte og trak sig tilbage efterlod de mange sække kaffe bag. Østrigske soldater prøvede at brænde kaffen først, da de troede, at det var krudt. En anden historie fortæller, at østrigerne troede at sækkene var fyldte med kamelfoder. Men en tunesisk købmand fortæller dem om sækkenes indhold og instruerer østrigerne i hvordan den drikkes.
Gennem tiden udvikler europæerne deres helt egen måde at tilberede kaffe på. De opfinder maskiner der brygger denne vidunderlig drik på en meget hurtigere måde. Dermed opstår de forskellige slags kaffe som espresso, cappucino og filterkaffe.
Jeg håber, at den tyrkiske kaffe får lov at overleve på trods af snobberne, dem, der er for dovne til at tilberede den og de kæmpe monopoler.
Denne artikel Af Aytac Özkardes blev bragt i Haber i 2007
