Dolmus er et transportmiddel, der ikke findes andre steder end i Tyrkiet. Måske er det ikke lige så interessant som vietnamesernes cykeltaxaer, men for en europæer må det være et transportmiddel eller et system, som er vært uforståeligt.
Begrebet dolmus kan heller ikke oversættes til andre sprog uden videre. På fremmedsprogkurser lærer man folk, at det hedder “by dolmus” på engelsk, eller “con il dolmus” på italiensk. Ordet dolmus stammer fra verbet “dol” (at fylde). Udenfor Istanbul kalder man alt undtagen taxa og bus dolmus. Men i Istanbul er sagen lidt mere sophistikeret. Dolmus er en større taxa der kan have 4-5 passagerer ad gangen. Mindre busser kaldes så minibusser.
Begrebet dolmus startede i Istanbul under den verdensomspændende økonomisk krise i 1929. Det var tanken at dele taxa udgifterne og sørger for transporten på en billig måde. Denne kreative måde at transportere sig på blev mere og mere udbredt under anden verdenskrig, da bus- og sporvognskørsel ikke fungerede optimalt.
Første dolmus’er var store amerikanske biler. Disse biler blev brugt indtil 90’erne hvor det er begyndt at blive næsten umuligt efterhånden at skaffe reservedele og bensinpriserne steg. En efter en forsvandt disse amerikanske biler fra bybilledet. Men hvad kan imodstå tiden? Istanbuls folk var deprimerede over disse bilers forsvinden. Lige i disse dage præges bybilledet af de smarte, moderne køretøjer med automatiske døre. Men hyggen af gamle dolmus’er er der ikke.
Minibus kulturen
Disse mindre busser transporterer hver dag millioner af mennesker lige fra metropolerne til de fjernt liggende landsbyer. Da skæv urbanisering resulterede i at offentlig transport ikke kunne følge med den hastig voksende befolkningtal voksede denne alternativ form for bytransport i 70’erne. Ifølge Istanbul kommunes tal, transporterer 2587 busser op mod halvanden millioner mennesker i Istanbul dagligt, hvorimod 5867 minibusser sørger for transport af 2 millioner mennesker. Disse er de officielle tal. Det er læsernes fantasi, der sætter grænsen for hvad det rigtige tal er, når man tænker på, at der bor 13 millioner mennesker i Istanbul.
Dolmus’er har skabt sin egen kultur. Hvordan man sidder i en dolmus, hvordan man stiger på og stiger af og endda hvordan man betaler for turen kræver en meget bestemt adfærdsmønster. Normalt er det ikke tilladt at køre med flere passagerer end der er siddepladser til. Men enhver dolmuschauffør fylder sin dolmus med så mange passagerer som der kan være i køretøjet. Når der er færdselskontrol i sigte, helt uopfordret sætter stående passagerer sig ned på gulvet i minibussen. Denne form for chauffør-passagerer solidaritet må siges at være svært at observere andre steder i verden end i Istanbul.
“Vil du række én for Maslak”
Man kan hvor som helst i vejkanten stå og vente på disse dolmus’er, da de tilskriver sig frihed til at standse og samle passagerer. Men lige her er det meget vigtigt hvilket tegn du laver med dine fingrer. I min vej for eksempel: hvis du vifter med pegefingeren mod venstre betyder det “jeg venter på en dolmus, der kører via Haciosman” En vinken med tommelfingeren mod højre vil betyde et spørgsmål om chaufføren kører lang kysten. Og så kan man også pege med fingeren ned mod jorden. I dette tilfælde vil chaufføren forstå at passagereren ikke vil køre langt, men indenfør bydelsgrænsen.
Der er ikke et billetsystem. Man betaler chaufføren. Bagest siddende passager rækker pengene til chaufføren med hjælp fra foransiddende. Spørgsmålene kan lyde sådan, “Vil du række en Maslak?” eller “ 3 Tarabya, 2 Istinye” Bytte pengene rækkes tilbage til bagvedsidende ved hjælp af andre passagerer. Tidligere var der lærlinge, der sørgede for opkrævning i dolmuserne men kommunen forbød brugen af unge drenge i minibusserne. Det er altså chaufføren, der sørger for at holde øje med passagerer, der stiger på og af, og hvem der prøver at køre uden at betale, mens siddende lige bagved chaufføren styrer kassen.
“I har sgu det også hådt…”
Vi sagde jo, at der også skulle være stil over hvordan man stiger af en dolmus. Du har friheden for at stige på og af en dolmus hvor, det passer dig. Du skal bare sige den magiske sætning, “ Der er en, der skal stige af et passende sted” eller alternativt kan der også siges, “Kaptajn, efterlad mig venligst her !”
En dag kom en passagerer til at sige “perfekt sted” (mükemmel bir yer) i stedet for passende sted (müsait bir yer). Inklusiv vedkommende grinede alle passagerer i dolmussen af denne fejl. Chaufførens svar lød endnu hyggeligere, “Her er mit ydmygt forslag. Det kan selfølgelig ikke leve op til deres kavlitet men, hvad med her ?” Altså på godt og ondt er der en form for kommunikation i disse dolmusser i modsætning til metroen og store bybusser.
Dolmusserne hører også en gruppe mennesker, som humørbladene kalder “fedterøve for chafføren” De sidder lige ved siden af chaufføren og konverserer løs med dem. Af en eller anden mærklig grund indleder de deres samtale med at have ondt af dolmuschaufførernes liv- og arbejdsvilkår. Udtrykket på tyrkisk, “Du har sgu det også hårdt” er opfundet af disse fedterøve.
Lilla lamper, fotos, dolmus slogans…
Jeg er nødt til at fortælle også, at kitsch genstande og yderst avant-garde dekorationssforsøg er benyttet i dolmusser. Bakspejle i rigelige mængder, lilla lamper der blinker ustandseligt, klistermærker med citater fra Koranen, CD skive, fugle og hundefigurer der gynger og vinker, bedekranser vinklet om gearstangen, billeder af kæresten, børnene og soldaterkammerater og slogans for at meddele bagvedkørende om chaufførens og bilens kørefærdigheder er uundværlige elementer for et køretøj, der vil vove at kalde sig dolmus.
